mandag, september 18, 2017

Hans Henrik Bay: Dreams (Gateway)

Det er 15 år siden at debutpladen Chasing the Hawk udkom. Det er først nu at opfølgeren er klar. Det drejer sig om guitaristen Hans Henrik Bay, der i 90’erne var en del af Ensemble New, der bl.a. lavede plader med Morten Grønvad og Jesper Riis. Bassisten i bandet hed Torben Bjørnskov. Det gør han også på Bays plade Dreams, hvor Lars Wagner spiller trommer og førnævnte Riis er med på trompet og flugelhorn. Musikken befinder sig i fusionsgaden. Men hvor trommeslageren Lars Wagners plade Fusion fra tidligere i år havde et tydeligt firserpræg, så er Hans Henrik Bay mere organisk og nutidig i lyden. Trommerne er f.eks. med et helt andet lydbillede.

Den helt store gevinst ved pladen er utvivlsomt Jesper Riis, der med sit flotte og lydhøre trompetspil er en lise for sjælen. Det er en ren og elektronisk upåvirket trompet der står klart. Hans Henrik Bay holder sig overvejende på den velfriserede side af fusionsjazzen. Det tenderer til smoothjazz uden at blive kvalmt. Dog er det som om Bay har haft behov for at give slip for pænheden. The Drongos are restless tonight er med en guitarsynthesizer, der lyder mere af et keyboard, som Kenneth Knudsen kunne have spillet. Jeg falder pladask for den slags virkemidler. Her spiller Bjørnskov på elbas ligsom han gør på titelnummeret Dreams. Et nummer der får mig til at tænke på Motown klassikeren Reach out, I’ll be there. Dreams er moden fuisonsjazz fra en musiker der har haft en vision med musikken og lykkes med det.


søndag, september 17, 2017

Skaft, Økse & Sav: Skur (Insulajazz) kassettebånd >> Bregnhøj/Greve/Peterson: LIVE (Insulajazz) kassettebånd

Der står ikke andet end kunstnernes efternavne og hvornår det er indspillet på coveret. Det er sket på henholdsvis Osramhuset i København og Tape i Aarhus, hvor de to båndsider indspillet i februar i år i forbindelse med Vinterjazzen. Guitaristen Taus Bregnhøj-Olesen og saxofonisten/klarinetisten Lars Greve har sat den amerikanske trommeslager Randy Peterson stævne. Peterson er primært kendt for at spille med Joe Maneri og dennes søn Mat Maneri. Det er med andre ord freejazzen han kommer fra og det er også freejazz vi præsenteres for på båndet. Taus Bregnhøj bevæger sig hjemmevant i free og improv, hvilket han bl.a. tidligere har vist sammen med Yngel og Konkyhlie. Sammen med Lars Greve bliver han udfordret af Randy Peterson i to poetiske free jazz forløb.

Taus Bregnhøj-Olesen medvirker også på båndet med trioen Skaft, Økse & Sav. Her er han sammen med Anders Skibsted på bandoneon og modularsystem og Freya Schack-Arnott på cello. Numrene på båndet har navne, hvor ironien er tydeligere end den er i musikken. Med titler som I love gang i den og If You don’t love Skaft, Økse & Sav, You haven’t heard them, så forventes der ikke måske ikke ligefrem abstrakt musik, hvor Stockhausen og Webern er kongerne. Trioen med den unikke sammensætning har jeg set beskrevet som “den lille trup der spillede i hjørnet af markedspladsen, hvor du aldrig var som barn.” Det er avantgarde med stort A tilsat en smule noise elementer.

fredag, september 15, 2017

Dane TS Hawk: 90 minutes of live music - Acoustic w a lot of saxing - Electric w a lot of looping (Insula Jazz) kassettebånd

I 1987 var jeg på Roskilde Festival, hvor jeg bl.a. hørte Sort Sol, Sonic Youth, Iggy Pop, Diamanda Galas og Go-Betweens. Her var et af de mange højdepunkter, en eftermiddagskoncert på grøn scene med TS Høeg og det store ensemble Somesax. Jeg fattede ikke meget af hvad der skete og hvor var det dog skønt. TS kan heldigvis stadig prikke til min musikalske nøgenhed. I forbindelse med danersaxens 60 års fødselsdag i år, spillede han på Copenhagen Jazzhouse sammen med His 9 altophonians hvor bl.a. Lotte Anker, Maria Dybbroe, Laura Toxværd og Torben Snekkestad er med. Her hylder de bl.a. John Tchicai, Steve Lacy og Ornette Coleman, TS Høeg styrer på fornem vis de 9 altsaxofoner gennem musikken. På samme båndside er der desuden blevet plads til nogle saxofonsolo, duo og kvartet indspilninger fra Copenhagen Jazzfestival 2014.

På side B er der blevet plads til en forrygende indspilning fra Mandagsklubben 5e, hvor TS Høeg var Artist in Residence i september 2016. Han er sammen med Torben Snekkestad, Kristian Tangvik, Jeppe Zeeberg og Anders Vestergaard. Det er elektrisk og loopet. TS Høeg spiller på grammofon og keyboards og fører lytteren gennem en malstrøm af mærkværdigheder. Det er dybt fascinerende og underligt. 
Hvis du kun køber et kassettebånd med jazz i år, så er det her bånd et rigtigt godt bud.

mandag, september 11, 2017

Morten Haxholm Chordless Quartet: Tesseract (Gateway) DL

Klaver, guitar og vibrafon er nogle klassiske eksempler på et akkordbærende instrument. Langt de fleste jazzudgivelser indenfor den klassiske jazz, har et akkordbærende instrument med. På den anden side er det heller ikke ultrasjældent at lave jazz uden et akkordbærende instrument. Et par af mine favoritter er Ornette Colemans trio på Gyllene Cirkeln i Stockholm og Sonny Rollins trio på The Village Vanguard. I så lille en kontekst bliver udtrykket mere råt og spartansk - selv om Coleman og Rollins ikke har problemer med at fylde hele fladen ud. Gerry Mulligan begyndte tidligt i 50'erne med at lave musik uden akkordbærende instrumenter. Det handlede ikke kun om at pianisten ikke var mødt op. Musikken var tænkt sådan fra starten. Her er indspilningerne med Chet Baker i særklasse. Lyt og smelt.

Den danske bassist Morten Haxholm har på sit femte album også tænkt musikken uden et akkordbærende instrument. Pladen er blevet til med to meget stærke blæsere i front. Danske Mads la Cour på flugelhorn og chilenske Melissa Aldana på saxofon. Sidstnævnte var JazzDanmarks Artist in residence i september 2016, hvor hun opholdte sig en måned i Danmark. Tilknytningen til den danske jazzscene kom efter at hun havde været instruktør på Summer Session på Vallekilde i 2015. Det er Morten Hæsum der sidder ved trommerne.

Morten Haxholm lavede musikken i 2011-2013 på soliststudiet på Det Rytmiske Musikkonservatorium, hvor han lavede den akkordløse musik, fordi der kunne blive mere plads til kontrabassen. Uden at røbe alt for meget, så er der ganske rigtigt blevet plads til masser af bas. Haxholm har ladet sig inspirere af så forskellige ting som Monk og Coltrane på Tumbalina, af det danske rockband Kashmirs bestemmerhat El Bastolon eller noget så enkelt som et nummer, der er lavet for, at lære rytmen 4 over 5 bedre at kende. Tesseract er et særdeles vellykket album med fine kompostioner, hvor der er masser af luft til solopræstationer. Makkerskabet mellem la Cour og Aldana er desuden en ekstra gevinst.

Bonusinfo:
Pladen udkommer kun som digital download, med et enkelt nummer tilgængelig på Spotify. Haxholms album Equlibrium er med over 300.000 afspilninger er ellers et af de mest streamede danske jazzalbums på Spotify, men ifølge Haxholm heller ikke særligt indtægtsgivende.

søndag, september 10, 2017

Roscoe Mitchell: Bells for the south side (ECM) CD/DL

Det er som en tur på kunstmuseet. Jeg ser nogle genstande der fascinerer og gør mig nysgerrig. Jeg forstår det ikke umiddelbart. Der kan ikke kobles en smart vending på det jeg ser eller i dette tilfælde, det jeg hører. Eller det vil sige, det kan der godt. Men det bliver så personligt og indforstået, at det kun er jeg selv der delvist forstår det.

Det med kunstmuseet har også en anden betydning. Musikken er indspillet på Chicago's Museum of Contemporary Art i 2015 i forbindelse med 50 året for the Association for the Advancement of Creative Musicians, også kendt som AACM. Saxofonisten, komponisten og stifteren af Art Ensemble of Chicago breder sig over 2 CD'er med fire forskellige trioer med meget forskellige besætninger. Blandt medlemmerne er f.eks. Craig Taborn og Tyshawn Sorey. At lytte til Bells for the south side er som at lytte til et frisk bud på klassisk avant garde jazz. Musikken er ud over det sidste nummer Odwalla nyskrevet. Det vigtigste og mest interessante ved pladen er evnen til, at ophøje de momentane punkter, der får lov til at vokse eller forvitre.

fredag, september 08, 2017

Rudy Smith Quartet: Glass world (Stunt) CD/Download/Streaming

Jeg har aldrig før skrevet en anmeldelse, hvor der bliver spillet på steelpans eller olietønder som det også kaldes. Derfor siger jeg allerede nu undskyld for den næste vending - jeg bliver simplelthen nødt til at fyre den af.

Tomme tønder buldrer mest. Det skrev Shakespeare allerede i stykket Henry 4. fra 1598. Nu havde Shakespeare heller ikke hørt lyden af en stemt olietønde og er derfor undskyldt. Steelpan blev først opfundet i det 20. århundrede på Trinidad. Det er også der hvor denne plades ophavsmand Rudy Smith oprindeligt kommer fra. I dag bor han på Frederiksberg. Og ind i mellem alt det skal vi have noget afro amerikansk jazz med i ligningen. Det får han hjælp til af Ole Matthiessen på piano, Henrik Dhyrbye på bas og Ole Streenberg på trommer. Både Matthiessen og Streenberg har været medlem af Smiths kvartet siden 1983, mens Dhyrbye kom med i 1996.

Ole Matthiessen har skrevet de fleste numre på pladen. Kender man Matthiessen fra de fire plader, som han har lavet siden 2008, ved man også noget om stilen. Hardboppen er en af Ole Matthiessens venner. Når det er er sammen med Rudy Smith bliver det til noget nyt og andet. Det er tydeligt at kvartetten spiller steady og godt sammen. Som f.eks. når de spiller jazzstandarden Body and soul. Den sidder i skabet. Når det er sagt, så er steelpans fortsat en underlig fisk i mine ører, specielt når de bruges til, at spille straight jazz. Her er ingen calypso eller andet genkendeligt i steelpantraditionen, så den utrænede steelpanjazzlytter kan hjælpes lidt på vej. 

torsdag, september 07, 2017

Sigurdur Flosason & Lars Jansson Trio: Green moss black sand (Storyville) CD/Download/Streaming

Det danske pladeselskab Storyville har flere plader på samvittigheden med den islandske saxofonist Sigurdur Flosason. Der er eksempelvis de lækre balladeplader Night Fall og Daybreak, hvor han er sammen med Dr. Hammond, Kjeld Lauritsen. På det nye album Green Moss Black Sand er han sammen med Lars Jansson Trio. Det er heller ikke noget dårligt match. Jansson er vel noget af det mest nordiske man kan forestille sig i jazzen. Og det er vel at mærke positivt ment. 

Det er også i den nordiske stemning at Jansson og den oprindeligt klassisk uddannede altsaxofonist Flosason mødes. Det er bluesy melankoli tilsat rolige melodier, hvor tonen og tiden smelter sammen. Thomas Fonnesbæk på bas spiller dynamisk syngende og smukt og drikker af samme kilde som Niels Henning Ørsted-Pedersen. 

Flosason har skrevet alle numrene, hvor han har ladet sig inspirere af hjemlandets unikke og særegne natur. Der hvor farver mødes som det antydes i titlen. Der er både ballader som Stillness in the storm og mere dynamiske uptempo numre som Serenading the moon. Det er et yderst vellykket album, hvor Jansson og Flosason mødes og skaber nordisk jazz med mange nuancer, strukturer og stemninger.