onsdag, marts 21, 2007

Minh på DR
Det er ikke så tit at vi kan opleve dansk jazz på TV, men nu kommer muligheden. Den 30. marts viser DR2 kl. 23.00 en dokumentar om Chris Minh Doky. Instruktøren Jacob Jørgensen har fulgt Minh i 4 år, og vi møder Minh i New York, København og On the road. Dokumentaren indeholder koncertoptagelser med bla. Michael Brecker Quartet.
Iøvrigt er Minh på forsiden af april udgaven af det japanske jazzmagasin Jazzlife.

Kendte sange fra norsk sangerinde
Plade nr. 2 med den norske sangerinde Inger Marie Gundersen er allerede klar. Hendes debutplade Make this moment blev udsendt herhjemme sidste år, men havde allerede da to år på bagen.
Den nye plade udsendes som den forrige af Stunt, og det er ikke det eneste danske ved pladen, Søren Siegumfeldt har produceret og halvdanskeren Gunnar Halle spiller trompet. Desuden er Ulf Wakenius med på guitar.
Inger Marie har denne gang kastet sig over nogle kendte men dog forskellige sange, som U2's One, Hank Williams' I'm so lonely I could cry og James Taylor's Don't let me be lonely tonight. Inger Marie Gundersen havde sunget i lokale orkestre i Arendal, indtil hun for fire år siden sprang ud som fuldhjertet sangerinde. Hun er idag 50 år og har en personlig stemme der allerede har skaffet hende mange fans i Asien og Europa. Pladen er udsendt i Japan af Columbia og hun spiller på Tokyo's Cotton Club i dagene 27.-30. marts, hvor Ulf Wakenius er med.
Bonus Info:
Inger Marie Gundersens plade er i denne uge nr. 24 på HMV Japans Jazz Vocal bestseller liste, hvor danske Malene Mortensen iøvrigt er nr. 19.
Inger Marie Gundersen: www.ingermarie.com

Norske festivaller afslører hovednavne
De norske jazzfestivaller har allerede løftet sløret for flere af deres udenlandske hovednavne.
Canal Street i Arendal fra den 22. til d. 29. juli byder bla. på John Scofield & John Medeski og Mike Stern Band, samt en masse norske navne. www.canalstreet.no

MaiJazz i Stavanger fra d. 9.-13. maj byder på Tomasz Stanko, Robben Ford, Paco de Lucia, Miguel Zenon mv. www.maijazz.no

Moldejazz i dagene 16.-21. juli byder på Delirium, Rashed Ali, Dave Holland, Chick Corea & Gary Burton, Elvis Costello & Allen Toussaint, Steely Dan og et nyt samarbejde mellem Nils Petter Molvær og Bill Laswell. www.moldejazz.no
Israelsk (næsten) debutant
En klassisk uddannet, kvindelig israelsk pianist er ikke det mest almindelige i jazzverdenen. Men hun findes. Navnet er Anat Fort og hun er værd at lægge mærke til. Siden midten af 90'erne har hun befundet sig på den alternative jazzscene i New York, samtidig med at hun har spillet musik i sit hjemland.
I New York lærte hun bla. bassisten Ed Schuller og klarinetisten Perry Robinson at kende. Hun havde samtidig et stort ønske om at lave en plade med trommeslageren Paul Motian, hvilket ikke er så mærkeligt da hun nævner tre af Motians tidligere arbejdsgivere som inspirationskilder; pianisterne Paul Bley, Bill Evans og Keith Jarrett.
Paul Motian afslog et samarbejde, da han ikke kendte Anat Fort og hendes musik. Her kommer Ed Schuller så på banen, han insisterede og til sidst sagde Motian ja. Motian og Schuller kender hinanden fra mange samarbejder.
Nu foreligger resultatet af Anat Fort's ihærdige arbejde. Pladen hedder A long story og har haft tre år undervejs. Den er indspillet i 2004, og takket være Paul Motian, der nok kan presse ECM bossen Manfred Eicher lidt mere end de fleste, er den nu tilgængelig.
Musikken er en sammensmeltning af hendes israelske baggrund, den klassiske musik og ikke mindst hendes ti år i New York som jazzmusiker. Man kan høre lidt nordiske reflektioner. Perry Robinsons klarinet er en fornøjelse og efter flere gennemlytninger af pladen, sidder den næsten fast i CD afspilleren.
Anat Fort: www.anatfort.com
Hyldest til manden bag Strangers in the night
I 1965 var Frank Sinatras karriere langt fra, på sit højeste. Men med indspilningen af Strangers in the night fra soundtracket til filmen A man could get killed var karrieren igen på kogepunktet. Manden bag den udødelige klassiker Bert Kaempfert hyldes nu på en plade med den tyske vibrafonist Christopher Dell. Kaempfert har stået bag flere kendte melodier, som er indspillet af Nat King Cole, Dean Martin, Sammy Davis Jr. og mange mange flere.
På pladen The world we knew medvirker guitaristen Ladi Geisler, der med sin karakteristiske guitarlyd var med til at definere The Kaempfert Sound. Dell hopper ikke i den store bløde loungesofa og gør musikken velourlækker, selvom Kaempferts melodier er af typen som er umiddelbart fløjte- og nynnebare. Dell undersøger istedet melodier på nysgerrig vis og finder små detaljer som der kæles for.
Vi præsenteres også for numre som A swingin' safari, It makes no difference, Spanish eyes og I can't help remembering you.
Bonus Info:
Guitaristen Ladi Geisler turnerede sidste efterår med et hyldest show til Bert Kaempfert, hvor også en anden fast mand fra Kaempfert orkestret medvirkede; saxofonisten Herb Geller, der i 2005 spillede med Alex Riel Trio.

Christopher Dell: www.christopher-dell.de

tirsdag, marts 20, 2007

Old School Antunes
Er pladen fra 2007, er kompositionerne fra det 21 århundrede, er pianisten levende? Der kan svares tre gange ja, når det drejer sig om Olivier Antunes og pladen 1'st Sketches, som netop er udkommet. Det er dog ikke fordi man tænker på nutiden, når man hører musikken på pladen. Antunes spiller modent og eftertænksomt og lyder nærmere som en mand, der er dobbelt så gammel. Flere af kompositionerne er af den type, hvor man straks griber pladecoveret for at undersøge, hvem det nu er der har skrevet den melodi, som man mener man genkender, for så at opdage at Antunes selv har komponeret 7 af de 9 melodier.
Olivier Antunes har tidligere udsendt duopladen Arching i 2005. I 2003 udkom der to plader med Antunes, der kun er udgivet i Japan, det drejer sig om Introducing Olivier Antunes og Theme from Elvira Madigan. Hans samarbejde med Jesper Thilo er nok blandt de mest kendte han har lavet, hvor de to i 1999 lavede duopladen Jesper Thilo/Olivier Antunes.
På den ny plade får han hjælp af de to mestre, Morten Lund på trommer og Lennart Ginman, og de gør de sublimt, specielt når musikken har den old school feeling som nærmest svæver ind og ud af musikken hele tiden.
Bonus Info:
På pladen takker Antunes, de ikke særligt kønne abyssinske hornravne i Københavns Zoo, der har inspireret til melodien Abyssinian love affair.
Olivier Antunes: www.antunes.dk

Fra de dybe norske fjorde
Den norske accordionist Frode Haltli har udsendt en plade hvor han har ladet sig inspirere af norsk folkemusik, men på en højst utraditionel og personlig måde. Haltli der normalt spiller moderne klassisk musik har valgt andre græsgange denne gang.
På pladen Passing images medvirker udover Frode Haltli (accordion) også Arve Henriksen (trompet), Garth Knox (violin) og Maja Solveig Kjelstrup (vokal).
Der tages udgangspunkt i norske folkemelodier, og de præsenteres som smukke lyriske improvisationer og sære undersøgende eksperimenter. Man bliver som lytter udfordret og det er ind imellem barske sager de tre musikere og sangerinden bringer frem.
Haltli spiller på pladen en improvisation over folkemusikeren og violinisten Gustav Kåteruds melodi Lyrisk vals, hvor den friske luft fra de norske fjorde kildrer i næseborene. Han spiller den normalt som et solostykke, men her bruger han både Arve Henriksens trompet og Garth Knox's violin og resultatet er medrivende smukt.
Pladen er selvfølgelig -fristes man til at sige, indspillet i Jan Erik Kongshaugs Rainbow studie i Oslo og udgives af ECM Records.
Frode Haltli: www.haltli.com

onsdag, marts 14, 2007

Løkkegaard imponerer
Den 27 årige Niels Lyhne Løkkegaard har allerede sit andet album på gaden, og hvilket album!! Løkkegaard udsendte i 2005 pladen Niels Lyhne Løkkegaard, en god plade, men med den nye plade Light Airborne placerer han sig i den grad på jazzdanmarkskortet. Han har allieret sig med et forrygende hold af musikere. Jeppe Kjellberg på guitar og dobro, Christoffer Møller på piano og Wurlitzer, Lars Tormod Jenset på bas og Morten Lund på trommer.
Der er flere kvaliteter som er værd at hæfte sig ved, på dette album. Løkkegaard er en spændende og personlig solist på både saxofon, klarinet og fløjte. Han spænder vidt og allerede en efterspurgt musiker på den københavnske jazzscene. På Light Airborne får han også vist sine suveræne evner som komponist. Bag melodiernes umiddelbare tilgængelighed er der en eftertænksom og lidt blå tone. Han har styr på virkemidlerne og de rykker både i kroppen og hovedet. Løkkegaard er ikke bare rundet af jazzhistorien, men også af rockmusikken og kan på den baggrund godt nå ud til et større publikum.
Niels Lyhne Løkkegaard er den 27. april inviteret til Dublin, hvor han med Light Airborne skal optræde på festivalen 12 points.
Overflødig Bonus Info:
På pladen er angivet en forkert webadresse www.loekkegaard.dk der er et økologisk landbrug, der laver en helt forrygende urtesalt, som bla. indeholder brændenælder og ramsløg.
Niels Lyhne Løkkegaard: www.nielsloekkegaard.dk
My Space: www.myspace.com/loekkegaard

Søren Møller på tur med Dick Oatts
Den amerikanske saxofonist Dick Oatts lægger vejen forbi Danmark i et samarbejde med den i New York bosatte danske jazzpianist Søren Møller. Dick Oatts og Søren Møller udgav i 2005 den anmelderroste cd Storytelling, og det er repertoiret fra denne cd, der danner rammen om deres kommende turne rundt i landet.
Det er et repertoire, der baserer sig på Søren Møllers musikalske univers af impressionistisk jazz. En europæisk hybrid, hvor klassisk musik, rock og egne kompositioner danner baggrund for de to musikeres improvisationer.
Dick Oatts og Søren Møller mødte hinanden i New York, mens Søren Møller studerede Master of Music ved Manhattan School of Music, der er et af de mest prestigefyldte konservatorier i verden. Dick Oatts var solist med Manhattan School of Music Jazz Orchestra ved en koncert, hvor Søren Møller spillede piano.
Senere fik de to muligheden for igen at optræde sammen på Cafe Alto i Amsterdam, Holland. Her blev ideen til et nærmere samarbejde grundlagt. Et samarbejde, der først resulterede i cd’en Storytelling og nu følges op med en turne rundt i Danmark.
De spiller i dagene 10. april til 14. april i bla. Aalborg, Odense og København
Søren Møller: www.sorenmoller.com

Lan Doky på russisk
Niels Lan Doky har netop udsendt The Russian Album på Copenhagen Records. Pladen indeholder en stribe kendte og mindre russiske klassiske kompositioner.
Mussorgsky, Stravinsky, Rachmaninoff, Prokofiev, Tchaikovsky og Rimsky-Korsakov er de udvalgte komponister. Doky har overhovedet ikke skelet til om musikstykkerne er skrevet til store symfoniorkestre eller mindre ensembler. Så nogle af dem som man er vant til, med mere power, folder sig pludselig ud som nærmest minimalistiske intime melodier. Det er rigtigt godt hørt af Doky, og han kommer vidt omkring.
Temaet fra Tchaikovskys violin concerto in D major er en lækker romantisk sag, der pleaser og hygger omkring en, mens Dokys fortolkning af Rimsky-Korsakov's Flight of the bumblebee indimellem tenderer til det tætteste jeg har hørt Doky spille freejazz.
Pladen er en trioindspilning med Alex Riel på trommer og franskmanden Pierre Boussaguet på bas. Trioen har også genindspillet Niels Lan Doky's Misty Dawn fra 1989, der for tiden kan høres i en TV reklame for et fladskærms TV. Nummeret er måske ikke særligt russisk, men det er stadigvæk et fantastisk nummer.
Trioen kan opleves på en lille turné rundt i Danmark i dagene 27. til 30. april.
Bonus Info no. 1:
Den første udgave af pladecoveret blev ved en fejl trykt i sort, som du ser her ovenover. Pladen du kan købe i butikkerne er i ægte rødt.
Bonus Info no. 2:
Denne uges program på So What TV er et interview med Niels Lan Doky, hvor også Per Arnoldi (ham fra Samsung reklamen) medvirker.
Niels Lan Doky: www.nielslandoky.com

Mennesker er maskiner
Jazzkamikaze har allerede slået sit navn fast som et af de hotteste danske jazznavne lige nu. I kølvandet på dem kommer People Are Machines, de er ikke danske, men fra Norge og Sverige. Deres base er dog København og baggrunden er det Rytmiske Konservatorium i København. To af medlemmerne er også med i Jazzkamikaze. Saxofonisten Marius Neset og trommeslageren Anton Eger. De andre to er pianisten Magnus Hjorth, som bla. spiller med Malene Mortensen og bassisten Petter Eldh, der også arbejder med electronica. Stilen er ligeså pågående og frisk som man kender det fra Jazzkamikaze. Det er kraftfyldt og energisk og musikken spilles med en nysgerrig evne til ikke at finde det nemmeste vej, men tage den vej hvor musikerne udfordres, uden at lytteren står af undervejs. People Are Machines har netop sendt deres debutplade på gaden via Calibrated Records.
People Are Machines: www.pammusic.com

Guitar og sang
En duo bestående af en guitarist og en sanger er ikke den mest almindelige konstellation i jazzen og det kan næsten ikke blive mere intimt end på Mach & Kwellas plade Connected. Rikke Pertou Mach synger og Jens Christian Kwella spiller akustisk og elektrisk guitar og så er der ikke flere dikkedarer.
Det stiller vildt store krav til de to, de kan ikke gemme sig bag hinanden, men skal istedet være der for musikken og hinanden. Repertoiret er for en stor dels vedkommende fundet i standardverdenen, hvor sangene godt kan tåle at blive spillet så melodien både kan og skal høres. Det drejer sig om sange som It could happen to you, Softly, as in a morning sunrise og Night and day.
Rikke Pertou Mach, der i 2004 udsendte poppladen Angels in the snow har stemmen der kan tåle at komme så nøgent frem. Den rummer både den klarhed og personlighed der er nødvendig for, at en hel plade eller koncert skal holde. Kwella, der underviser på både det jyske musikkonservatorium og det nordjyske musikkonservatorium er en klassisk jazzguitarist der ikke overspiller sin rolle i denne sammenhæng.
Pladen Connected er udgivet af Gateway Music.
Mach & Kwella: www.machkwella.dk
Myspace: www.myspace.com/machkwella

Endnu en omgang guitar og sang
Kim Prevost & Bill Solley er endnu en duo bestående af en guitarist og en sanger, men denne gang er den fra USA. De er på turné i Danmark i slutningen af marts, hvor de bla. besøger Fermaten i Herning d. 21. marts, Tobakken i Esbjerg d. 22. marts og Dexter i Odense d. 23. marts. Kim Prevost & Bill Solley besøgte sidst, Danmark i december 2006, hvor de spillede med stor succes. De har begge deres rødder i New Orleans. Bill Solley spiller på en specialbygget 7-strenget guitar og Kim Prevost har en lækker fyldig stemme a la Cassandra Wilson. Repertoiret er som hos den førnævnte danske duo fra standardverdenen og på deres plade Just in time fra 2006 finder man numre som S'wonderful, They can't take that away from me og Willow weep for me.
Kim Prevost: www.kimprevost.com

Et smugkig på Copenhagen Jazzfestival 2007
Det samlede program til Copenhagen Jazfestival 2007 afsløres først til maj, men allerede nu kan sløret løftes for nogle af arrangementerne.
På saxofonisten Bob Mintzers site kan man læse at Yellowjackets spiller i København den 9. og 10. juli.
Ifølge pianisten Kenny Werners agent Marsjazz's site kommer Werner til København d. 7. juli med sin kvintet, bestående af Randy Brecker (trompet), David Sanchez (saxofon), Scott Colley (bas) og Cindy Blackman (trommer).
Tidligere har JazzNyt allerede løftet sløret for at Medeski, Scofield, Martin & Wood samt Curtis Stigers kommer til byen.

torsdag, marts 01, 2007

Vovemod: 88%
På pladeselskabet Kopasetic's site er der en lille guide til deres plader. Hvis der var noget der hed Jazzforbrugerrådet kunne de måske bruge en lignende guide. Om gruppen Meloscope's plade Re: Someone lost hedder det: Ærlighed: 100%, "Fejl"?: 33%, Tålmodighed: 99% og Komposistion: 11%. Guiden er ikke helt tosset. Pladen er ikke bare Meloscope's debutplade, det er en indspilning af deres debutkoncert på Glenn Miller Café i Stockholm. Det er dokumentationen af mødet mellem fire af svensk jazz's stærke personligheder, hvor specielt kapelmesteren og trommeslageren Peter Danemo er en god bekendt i Danmark. De andre er saxofonisterne Joakim Milder (tenor) og Cennet Jönsson (sopran) og bassisten Christian Spering. Samspillet mellem de fire musikere er intenst, hvor Christian Sperings bas binder musikken sammen, de to saxofonister spiller hele tiden op mod og med hinanden og Danemo farver det hele med det nærmest lyriske trommespil.
Kopasetic: www.kopasetic.se

DR Big Band og Mike Stern på Myspace
DR Big Band har også fået oprettet en Myspace profil, og scoopet er den video man kan se på siden med Mike Stern og big bandet med en koncertoptagelse af nummeret Chromazone, og der er endnu flere koncertoptagelser fra koncerten på Vega på denne side: vids.myspace.com/index.cfm?fuseaction=vids.individual&videoID=2001700603
DR Big Band: www.myspace.com/drbigband

Ginman med en ny Jørgensen
Lennart Ginman har indledt et samarbejde med sangeren og skuespilleren Jimmy Jørgensen. De debuterer med ni koncerter fra d. 20. april, hvor de spiller på Forbrændingen i Albertslund, og efterfølgende kan opleves på bla. Von Hatten, Gjethuset, Dexter og Det Bruunske Pakhus.
Ginman blander den klassiske akustiske jazz og den nutidige electronica, hvor han anvender laptoppen live på scenen. I Ginmans band medvirker endvidere Margrethe Bjørklund på lapsteel og guitar, Jeppe Gram på trommer og Lis Wessberg på basun.
Projektet er ifølge Ginman en naturlig videreudvikling af den musik som blev skabt sammen med Sort Sol sangeren Steen Jørgensen i det succesfulde Ginman/Jørgensen.
Lennart Ginman: www.ginman.dk

Omgivende Emborg
I forbindelse med Copenhagen Jazzfestival 2006 blev værket Surrounding Moods, bestilt af Frederiksberg Kommune til indvielsen, af surround anlægget på Solbjerg Plads. Værket var skabt af pianisten og komponisten Jørgen Emborg. Surrounding Moods er en koncert/musikalsk begivenhed hvor lyden kommer mange steder fra. Der indgår nemlig også et surroundelement. Rundt omkring i salen vil der være opstillet højttalere som i perioder vil spille præproducerede lydkulisser og også danne bindeled mellem numrene. Nu kan værket så opleves ved fem koncerter i foråret, startende på Odenses nye rytmiske fyrtårn, det nyistandsatte Post1 d. 22. marts. Jørgen Emborg står for al lydproduktion/komposition/arrangement. Publikum vil på et tidspunkt blive bedt om at bidrage til surroundelementet på forskellig måde.
Jørgen Emborg: www.jorgenemborg.dk

DMA Jazz i Vega
Danish Music Awards Jazz 2007 afholdes den 8. juni 2007 i Store Vega, hvor man iøvrigt også kan opleve Madeleine Peyroux d. 30. april, der sidst hun var i København spillede i Operaen. De tyske fusionlatinjazzlounge konger DePhazz, der er albumaktuelle 23. marts, spiller også i Store Vega, det bliver d. 16. maj.
Nomineringer og program for DMA Jazz ligger klar medio april 2007.