søndag, oktober 10, 2010

Tiptoe Bigband: Blue dawn (Gateway)

Frisk fynsk bigband musik
Det er en overraskende udgivelse, det fynske big band Tiptoe Bigband her har lavet. 9 friske kompositioner og arrangementer skrevet af medlemmerne i et nutidigt big band-sprog, der trækker på traditioner fra moderne kompostionsmusik, fusionsjazz og groovy jazz.. John Kristensen har skrevet fire af numrene, mens Kasper Tagel og det tidligere medlem Christoffer Møller hver har skrevet to. Morten Nordal har skrevet et enkelt nummer.
Alle numrene har det til fælles, at de danner god grobund for, at big bandet kan fremstå som et homogent sammenspillet orkester, godt ledet af Torben Sminge. Den helt store fornøjelse og grunden til, at man skal nærme sig denne plade, er nogle helt forrygende soli. DR Big Bandets faste trompetist og flygelhornspiller Mads la Cour er tilbage på Fyn og har en solo på hver af pladens to indledende numre og får hermed endnu en gang sat en tyk streg under sit store talent. Der er så meget i la Cour's trompet. Han får det ud, så det står så lysende klart hvad det er, han vil fortælle med tonerne. Efter to så stærke numre, Blue dawn af John Kristensen og Away af Kasper Tagel kommer den følgende komposition Don't ever think af Morten Nordal til at fremstå noget ordinær.
Christoffer Møllers to kompositioner Jean-Luc og Nesta 06 er to komplekse stykker, hvor der sker en masse hele tiden og musikerne presses pænt ud til kanten, hvilket de klarer fint. Saxofonisten Hans Mydtskov har en fin solo på Jean-Luc, der med sin ro passer godt til kompleksiteten.
Tiptoe Bigband er fyns professionelle ensemble, der huser en række stærke fynske musikpersonligheder som pianisten Niels Thybo og trommeslageren Chano Olskær. På pladens sidste nummer Memoriam af John Kristensen kigger Lars Vissing forbi med sit flygelhorn. Den kan passende pege frem mod den næste udgivelse med Tiptoe Bigband, der kommer i 2011 hvor der spilles Dustep-inspireret musik skrevet af Lars Vissing og John Kristensen.
Bonusinfo:
Tiptoe Bigband spiller i Esbjerg d. 29. oktober og Kolding d. 30. oktober, hvor de spiller musik fra den aktuelle plade.
Tiptoe Bigband: www.tiptoebigband.dk

Ingen kommentarer: