onsdag, oktober 27, 2010

Helle Hansen: Uncommon ground (Heart Core)

Sange om tømmermænd, Muhammedtegningerne og Bent J.
Hun er uddannet på klassisk blokfløjte fra det Jyske Musikkonservatorium. Allerede tidligt sneg lysten til at udtrykke sig med stemmen ind. Her var det så ikke den klassiske musik der trak i Helle Hansen. Det var jazzen. Det er så længe siden, at hun nu er klar med sit 9. album. Udover at synge har hun været meget optaget af at arrangere, komponere og skrive tekster. Bla. med deltagelse i den amerikanske sangskrivningskonkurrence USA Songwriting Competition.
Så det er ikke lægere en decideret jazzfokuseret Helle Hansen vi møder på Uncommon ground. Det er en kunstner der står i gæld til andre singer/songwritere som feks. Rickie Lee Jones, Suzanne Vega, Joni Mitchell og Tom Waits der også har hentet megen inspiration fra jazz. Men feks. også pop, blues og bossa. Hun fortæller gerne noget med sine tekster. Det kan både være om tømmermænd, Muhammedtegningerne eller jazzbarindehaveren Bent J's bortgang.
Helle Hansen har lavet en stilistisk blandet plade, hvor hendes sikre musikalske arrangementer hele tiden stikker ud. Der er flere højdespringere på pladen, hvor tekst, komposition og arrangement flyder sammen til et perfekt hele. Sanctuary, sangen om irakerne i Brorsonskirken er en af dem. Den glemmer jeg ikke foreløbig. Helle Hansen omgiver sig med klassemusikere og har også selv fundet blokfløjten frem på flere numre.
Det er en velkommen plade for dem der sætter pris på teknisk veludført musik med poptendenser, der har noget på hjerte.

Helle Hansen: hellehansen.dk

Ingen kommentarer: