søndag, januar 23, 2011

Lars Fiil Quartet: Reconsideration (Fiil Free Records/Gateway)

Rent og undersøgende
 Der er noget enkelt, rent og purt over dynamikken og udtrykket i kvartettens musik. Der er en stringens i det musikalske udtryk. Stringensen er interessant fordi Lars Fiil Quartet bevæger sig ubundet mellem det frit eksperimenterende og det smukt melodiske. Det er en anden og ikke nedkørt vej i jazzen han har valgt, hvor man ellers ofte holder sig til den ene eller den anden vej. Årsagen kan jo være den indlysende at det er svært at gøre. Det kræver en stor sikkerhed - for Lars Fiil hersker der ikke nogen usikkerhed.
Pianisten Lars Fiil vandt i 2010 Ung Jazz konkurrencen i Danmark, sammen med tre andre yngre jazzmusikere. Altsaxofonisten Lis Kruse er ofte i front med følsom sikkerhed. Mens Jens Mikkel Madsen på bas og Andreas Skamby på trommer leverer et flot og indlevende medspil. Lars Fiils kompositioner vidner om en mand der ikke er færdig med at undersøge. Han er ikke kommet frem til det endelige mål. Det virker ikke famlende, mere nysgerrigt. Det sker balndt andet i kraft af, at han i sit klaverspil er så ren og enkel i udtrykket.
My Space: myspace.com/larsfiilkvartet

Ingen kommentarer: