fredag, april 27, 2012

Jazznyt fylder 8 år!

I otte år har jeg blogget løs om jazzen, gerne flere gange ugentligt. Det er blevet til langt over 1000 anmeldelser af danske, nordiske og internationale jazzudgivelser - og jeg synes stadig, at det er fedt!
I den seneste uge har jeg skrevet om Niels Lyhne Løkkegaard og Carsten Dahl. To musikere som jeg er stor fan af. De har med deres seneste udgivelser på ingen måde skuffet, snarere tværtimod. Det giver mig lejlighed til, at konstatere at dansk jazz er inde i en gylden periode. Der er plads til eksperimenter og udvikling. Men så sandelig også jazz der henter stor inspiration i den rigtigt gamle jazz. Jeg var til koncert med Jan Harbeck Quartet i onsdags. De understregede på det kraftigste med deres positive og udadvendte - men også seriøse - tilgang til jazzen, at det i den grad kan være en fornøjelse at høre Sidney Bechet's Petit Fleur, selv om jeg også bruger megen tid på vride ørene af led med at høre monsterstærk freejazz som feks. The Mighty Mouse.
Jeg ææælsker jazzens mangfoldighed. Tak for det, det giver lige energi til at skrive otte år mere.

2 kommentarer:

Anders Sørensen sagde ...

Tillykke med det Niels! Fortsæt så dit fantastiske stykke arbejde på denne blog!
Hilsen en overordentligt fornøjet læser.

Simon sagde ...

Godt arbejde Niels, fortsæt endelig, der er god inspiration på bloggen. Tiden må være inde til at starte en tradition med at fejre JazzNyt ved en årlig fødselsdagsfest på Fermaten, hvor chefen selv kuraterer programmet. En hel aften med røde pølser, gratis fadøl og masser af farlig, melodiøs og spændende jazz. Keep up the good work!