tirsdag, juni 26, 2012

Dave Stapleton: Flight (Edition Records)

Den engelske pianist Dave Stapleton har tæmmet sax-vildbassen Marius Neset. Neset er dog ikke blevet kedelig og bovlam på dette album. Jeg har anmeldt flere plader med Neset i år - People are Machines, Lasse Ehn og Jazzkamikaze - hvor der er ganske megen knald på. På denne plade er han faldet lidt mere til ro. Pladen er ikke med en eneste dansk musiker. Alligevel er den indspillet i Village Recording Studio i Vanløse med August Wanngren ved knapperne. Stapleton har udover Neset medbragt landsmanden Dave Kane (bas), den finske trommeslager Olavi Louhivuori og strygerkvartetten Bodorowski String Quartet. Det er Stapletons ottende plade i eget navn siden 2004.

Stapleton blev uddannet som klassisk pianist for snart ti år siden men det er på den engelske jazzscene, at han har skabt sig et navn. Han er en af de to skabere bag de fremadstormende pladeselskab Edition Records. På albummet Flight bruger han strygerkvartetten hele tiden. De kan give mindelser om Arvo Pärt og passer fint ind i den lettere melankolske stemning der er på pladen. Stapleton har en særlig sans for melodien i sin rolige musik. Der er mange små fine detaljer, der vidner om, at Stapletons musik er gennembearbejdet og virker fuldbårent.
davestapleton.com

Ingen kommentarer: