torsdag, maj 29, 2014

Jakob Dinesen: Yasmin (Stunt)

Dengang vi ventede vores første barn var Frank Sinatra og Count Basie’s album It might as well be swing (den med Fly me to the moon) en af de plader jeg hørte allermest. Jeg var så glad for den, at jeg foreslog at vi tog den med til fødslen og lod den være soundtracket på den store dag. Saxofonisten Jakob Dinesen venter i disse dage på, at hans kone Yasmin (aka. sangerinden Yazz, som Dinesen lavede det festlige latinjazz-album So Danso med i 2012) skal føde deres første barn. Det falder sammen med udgivelsen af Dino’s album Yasmin. En plade han oprindeligt havde tænkt som et sax-piano duoalbum sammen med den thailandske pianist Darin Pantoomkomol (Dino har i de senere år opholdt sig i Thailand om vinteren, hvor han har spillet med mange forskellige thailandske jazzmusikere). Indspilningen var lavet i Thailand. Hjemme i Danmark blev projektet udbygget. Der blev lagt strygere på 5 numre. Magnus Hjorth - der lavede en Gershwin-strygerplade for nogle år siden blev kaldt ind, mens AC (bas) og Jakob Høyer (trommer) lagde det sidste jazzede touch.

Yasmin er et lækkert roligt soundtrack til gode stunder (som f.eks. en fødsel). Dino er i en smittende, karmalignende ro når han spiller sax, ikke ulig Ben Webster eller Stan Getz. Pladen er en blanding af standards og Dino’s kompositioner. Her er hans egen Yasmin helt vidunderlig. Den er ligesom de tre resterende numre uden strygere, lavet sammen med Per Møllehøj (guitar) og Hugo Rasmussen (bas). Billy Strayhorn’s Lush Life er hørt mange gange før og Dino formår alligevel at gøre den til hans egen. Det er derfor at Yasmin er en god plade. Den er jazz med jazz på. Det er Dino’s version af klassisk jazz. Tak for den!

Sinatra og Basie kom aldrig med til fødslen. Det hele gik så hurtigt, at den ikke kom med på fødegangen. Helt ærligt, så skænkede jeg heller ikke den plade en eneste tanke. Musik kan fylde et helt liv. Det kan børn også.

onsdag, maj 28, 2014

Morten Ramsbøl: Same story different place (Gateway)

Det er ni år siden, at der sidst kom et album, hvor Morten Ramsbøls navn stod øverst på pladecoveret - og teknisk set var han ikke helt alene, da han delte pladsen med Hans Ulrik og Jakob Karlzon på albummet Human Factor. Vi skal helt tilbage til Short Stay fra 2001, for at finde et album hvor Morten Ramsbøl var chef. Han har ikke holdt sig ude af rampelyset i den mellemliggende periode. Snarere tværtimod! Han startede i efteråret 2013 som basprofessor på konservatoriet i Graz i Østrig. Men har i de senere år bl.a. markeret sig som fast mand hos sangerinden Sinne Eeg. Her spiller han sammen med pianisten Jacob Christoffersen og trommeslageren Morten Lund. De samme musikere som spiller på hans nye album Same story different place sammen med saxofonisten Hans Ulrik. En saxofonist der også spillede på Short Stay - et album jeg har hørt rigtigt meget. Er der så sket noget på de 13 år?

Det er der selvfølgelig. Morten Ramsbøl har en særlig lyrisk åre, når han komponerer. Der er kant i musikken. Men det er melodien der står tydeligst frem. Ramsbøl har skrevet alle pladens numre, hvor han har ladet sig inspirere af, at rejse med sin historie, være åben for nye strømninger men ikke miste sig selv. Der er sket meget med Morten Ramsbøl i løbet af de sidste 13 år. Kernen har han bevaret. Så der er numre, hvor Hans Ulrik lyder som Hans Ulrik altid har gjort (og det lyder godt!) - prøv f.eks. at lytte til Mazzer. Der er også det latininspirerede titelnummer Same story different place, hvor Hans Ulrik spiller på blokfløjte og Morten Ramsbøl placerer sig helt fremme i lydbilledet og spiller melodien på bassen. Nummeret er fint afbræk på en plade, der har en nordisk klang med varme undertoner. Pladen er et meget velkomment comeback til kapelmesteren og komponisten Morten Ramsbøl. Fik jeg forresten nævnt at Morten Lund og Jacob Christoffersen er i topform på pladen?

tirsdag, maj 27, 2014

Elektrojazz: Cars (Calibrated)

Jeg har Suzuki Liana Sedan fra 2007. Ikke umiddelbart noget der indikerer at jeg går op i biler. Bilen er neutral og lidet charmerende, grænsende til det kedelige. En fornuftig japansk pensionistbil - der aldrig går i stykker (det er især p.g.a. det sidste at jeg har bilen). Trombonisten Anders Larson fra DR Big Band har med sit nye band Elektrojazz lavet en jazzet bilhyldest. En plade hvor han hylder en række klassiske biler, primært med rod i 70’erne. Gad vide om Suzuki Liana Sedan’en får en musikhyldest om 35 år? 

Næppe! Specielt ikke, når man ser hvilke biler som Anders Larson har valgt at hylde. Der er godt nok den kiksede AMC Pacer. Men Wayne’s World udødeliggjorde den, da de kørte rundt og headbangede til Queen’s Bohemian Rhapsody. Det er vel den der kommer nærmest Suzuki’en. Ellers er det Porsche, Maserati, Lamborghini, Alfa Romeo, Corvette og selvfølgelig Saab Turbo (Anders Larson er svensker). Ligeledes har en række racerbaner lagt navn til nogle numre. Det er barndommens bilkort der har været med til at nære interessen for lækre racerbiler hos mange knægte. Dem har Anders Larson nok også været omkring. Bandmedlemmerne har f.eks. fået hvert deres bilkort inde i CD-bookletten. 

Det er de unge Matthias Petri på el-bas og Andreas Svendsen på trommer der sammen med Anders Rose på Fender Rhodes sørger for at sende bilerne afsted til det lækreste funky jazz akkompagnement. Det er smooth som en Lotus Esprit. Det er velsmurt (undskyld) og kan anbefales som soundtrack, når du ruller afsted i din bil. Det er afslappende og groovy. Pludselig er det som om Suzuki'en får ekstra hestekræfter! DR Big Band trompetisten Gerard Presencer kigger ind på fire numre. Han leverer bl.a. en forrygende solo på 911T Cruise Blues. Hvis du elsker funky 70’er biler og groovy jazz er Elektrojazz et hurtigt bud.
Bonusinfo:
Her er en lille artikel fra Bil Magasinet om pladen: http://bilmagasinet.dk/article/183599-11-klassikere-fra-1970erne/gallery/866754

mandag, maj 26, 2014

Building Instrument: Building Instrument (Hubro) >> Hanna Tolf: The Park (Havtorn)

Her er to plader med musik der ikke umiddelbart kan henregnes i jazzgenren. Trioen Building Instrument’s sangerinde Mari Kvien Brunvoll (der også spiller på sampler, zither, kazoo og percussion) har fået stor opmærksomhed i forbindelse med hendes to tidligere soloalbums udgivet af pladeselskabet Jazzland. Her har hun sunget på engelsk. Mens hun på denne udgivelse synger på norsk - endda på den særlige dialekt fra hjembyen Molde. Sammen med Øyvind Hegg-Lunde på trommer og percussion og Åsmund Weltzien på synthesizer, electronics og melodica har Mari Kvien Brunvoll skabt et særegent musikalsk univers, der oprindeligt var mere elektronisk i udtrykket - men langsomt er gået over i et organisk output, hvor der er fokus på improvisation. Building Instrument efterlader et stærkt aftryk i popsjælen. Mari Kvien Brunvoll er en fantastisk sangerinde! Det er en rigtig god plade der er fuld af norsk sjælepop.

Den svenske sangerinde Hanna Tolf åbner pladen The Park med et nummer der sender tankerne i retning af Lana del Rey. Titelnummeret The Park er dog på ni minutter og den sidste halvdel er ikke i Lana del Rey-gaden - men ovre i lydeksperimenter. Hanna Tolf bakkes op af en klavertrio, der ikke er bange for at afprøve stemninger og lyde. Så selv om instrumentudrustningen lugter af jazz, er det samlede indtryk mere inde i et indiepoppet singer-songwriter kryds. 

Både Hanna Tolf og Mari Kvien Brunvoll har et frostsprængt, nøgent og følelsesmættet afsæt der åbner op for nogle spændende plader. Der er en base i jazz og improvisation. De havner i moderne eksperimenterende organisk pop.

søndag, maj 25, 2014

Kostcirkeln: Pang (ILK) EP

Pang er den tredje EP fra Kostcirkeln på lige så mange år. Undervejs har de flyttet sig fra et afdæmpet udtryk til et mere direkte og skævt poppet udtryk. Det er ikke ulig det man kunne støde på i firserne fra personlige sangerinder som Toyah og Lene Lovich - og så alligevel ikke. Det er opbygget  af simple elektroniske rytmer der mødes med Simon Toldams keys, Stephan Siebens guitar og Qarin Wikströms vokal. Wikström synger på svensk understøttet af rummelig avantgardepop. Det er en snurrende oplevelse. En sitrende grøn sodavand tilsat absinth. Hvad er hvad? Vadå? Hurså? 

Det er tredje og sidste del i trilogien. En trilogi der afsluttes med det mest imødekommende album. Den lettest tilgængelige af de tre EP’er uden, at de søger mod letsind og ligegyldigheder. Titelnummeret Pang er en fornøjelig knaldperle, der sammen med det afsluttende nummer Vanlig dag - en dejlig ulige popsag, med sommerhitpotentiale - er mine favoritter.
Pang på Youtube: youtu.be/ThjeB5NrM2Q

lørdag, maj 24, 2014

Alex Puddu: The Golden Age of Pornography vol. 2 (Schema)

Det var dengang kussehårene var ligesom tæpperne; væg-til-væg. I 70’erne var det ikke danske dogmefilm der rykkede i udlandet. Det var pornofilmene. Som en særlig hyldest til genren lavede Alex Puddu forrige år albummet The Golden Age of Pornography, hvor han havde sat ny musik til en række korte pornofilm lavet af danskeren Freddy Weiss. I første omgang havde Alex Puddu selv udgivet musikken på en LP, der kun kom i 250 eksemplarer. Den opsnappede det italienske pladeselskab Schema og udgav den på verdensplan. Successen udeblev ikke. Tiden var moden til fræk og lummer lagenfunk. Nu er han så klar med opfølgeren. Denne gang spiller han næsten det hele selv. Massimo Fiorentino spiller orgel og el-piano.

Musikken er corny - hele tiden med en elskelig distance til ligegyldigheder. Med titler som Horny at the office, She wants it black og Group sex at the birthday party er stilen ligesom lagt. Pladen er et fint supplement til etteren, der var en tand skapere. Køb den på LP. Hæld et glas Dubonnet op. Tænd for hifiracket, lad brysthårene gro og kig lystent på konen.

onsdag, maj 21, 2014

Maria Faust: Sacrum Facere (Barefoot Records)

Maria Faust har ikke uden grund oparbejdet et omdømme, som en kompromisløs og grænsesøgende saxofonist, orkesterleder og komponist. Der har ofte været gode doser fra både avantgarden og freejazzen i hendes musik. På hendes nye album vender hun i stedet blikket mod hjemlandet Estland. Der er referencer til estiske musiktraditioner. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke er stærk på den estiske musiktradtion. I pressematerialet står der at musikken er inspireret af estisk folklore og runo-sang. En tradition der kommer fra Setu området tæt ved den russiske grænse - så mon ikke det passer?

Hun har inviteret en stribe stærke musikerkolleger med på pladen. Fælles for dem er at de bor eller har boet i København, har baggrund i jazzen og ikke er danskere. Pånær Mads Hyhne (trombone) der er eneste medvirkende dansker på en plade der både er indspillet i København og udgivet på det danske pladeselskab Barefoot. Italienerne Francesco Bigoni (klarinet) og Emanuele Maniscalo (piano), amerikaneren Ned Ferm (sax/klarinet), svenskeren Tobias Wiklund (trompet) og nordmanden Daniel Herskedal (tuba) er med i teamet. Mens den sidste, Kristi Mühling er hentet i Fausts hjemland. Hun spiller på strengeinstrumentet kannel der kan minde om en finsk kantele.

Musikken placerer sig midt mellem third stream, kammermusik, estisk folkemusik, moderne kompositionsmusik og improvisation. Maria Faust viser nye sider af sig selv. Pladens store styrke er de instrumentindividualister som hun får til at kommunikere og spille sammen. De får plads til at improvisere og spille solo. Det er storladent med jazzens finurlige detaljer. Sacrum Facere er at gøre noget helligt. Det er ikke udelukkende musikken der er hellig. Det er den spirituelle stemning i musikken, der er med til at løfte og berige.

tirsdag, maj 20, 2014

I Think You’re Awesome: Løft mig op, så jeg kan nå (I Think You’re awesome) LP

Der har været grøde i den århusianske jazz omkring det Jyske Musikkonservatorium indenfor de senere år. Nu gælder det bassisten Jens Mikkel Madsen, der står i spidsen for bandet I Think You’re Awesome. Her finder vi nogle medlemmer der har medvirket på nogle markante jazzplader indenfor det seneste år. Guitaristen Alex Jønsson, der albumdebuterede sidste år og sammen med Jens Mikkel også er med i sangerinden Live Foyn Friis’ Trio. Herudover medvirker Kasper Staub på wurlitzer og juno, Morten Kærup på guitar og banjo og Andreas Skamby på trommer. De gæstes undervejs af Scott Westh (trompet), Jens Bang (trombone) og Maria Edlund (cello). Musikken er forbilledligt indspillet ved en koncert og i øvrigt udgivet på lækker tung vinyl.

Løft mig op, så jeg kan nå er en poetisk jazzplade. En plade der med dansksproget instrumentaljazz kommunikerer med lytteren. Jens Mikkel står i midten med en dynamisk og tydelig bas. Han er solidt funderet i den melodiske jazz. Med en levende og nordiskinspireret indiejazzet lyd omfavner I Think You’re Awesome smukt musikken. Det er musik der placerer sig fint i forlængelse af bandet Elliott, hvor Jens Mikkel også er medlem. Titelnummeret Girls with radical haircuts fra Elliott’s debutplade finder man også på I Think You’re Awesomes plade. En plade der er meget anbefalelsesværdig!

New Jazz - Kommende Jazzudgivelser Sommer 2014

Her er et lille indblik i sommerens kommende jazzudgivelser. Der kommer selvfølgelige mange flere end dem der er nævnt her. Hvis du kender til udgivelser der ikke er nævnt her, må du gerne sende en mail til mig: nielsovergaard@gmail.com

Maj
Dansk
Alex Puddu: The Golden Age of Danish Pornography vol. 2 (Schema)
Torben Westergaard: Tangofied II (TW Musik)
Rasmus Stenholm: Free (Longlife/Pladekisten)
Torben Bjørnskov Quartet: Roots (Longlife/Pladekisten)
Rasmus Ehlers: Blue Pearl (??) med Kasper Tagel og Morten Hæsum
Elektrojazz: Cars (Calibrated) med Anders Larsson
Jeppe Zeeberg: It's the most basic thing You can do on a boat (Barefoot)
Jakob Dinesen: Yasmin (Stunt)
Maiken Ingvordsen/Kasper Villaume & Copenhagen Cello Quartet (??) singleudspil. Der kommer et helt album senere
The Rascal Swing Band: When You're smiling (Gateway) neoswing
Jan Kaspersen: Jungle Money (Olufsen Records) m. Claus Bøje og Peter Friis Nielsen

Nordisk
Fire! Orchestra: Enter (Rune Grammfon) 2LP
Sten Sandell & Paal Nilssen-Love: Jacana (Rune Grammofon)
Jacob Young: Forever Young (ECM)
Building Instrument: Building Instrument (Hubro)
Moskus: Mesteryven (Hubro)
1982: A/B (Hubro)
Spacemonkey: The Karman Line (Hubro)

International
Nicola Conte: Free Souls (Schema) med Jose James og mange andre
Toco: Memoria (Schema)
Wolfgang Muthspiel: Driftwood (ECM) m. Larry Grenadier og Brian Blade
Toshio Matsuura: Hex (Blue Note)
Brian Blade & The Fellowship Band: Landmarks (Blue Note)
Joel Harrison: Mother Stump (Cuneiform)
Rebekka Bakken: Little drop of poison (Emarcy) 16 Tom Waits fortolkninger
George Colligan: Ask me tomorrow (Steeplechase) med Linda Oh
Kirk Knuffke: Five (Steeplechase) med Jesse Stacken
Gene Segal: Mental images (Steeplechase Lookout) med Jon Irabagon
Incognito: Amplified soul (Schanichie)
Marc Ribot: Live at The Village Vanguard (Pi) m. Henry Grimes og Chad Taylor
Chick Corea: Solo Piano Portraits (Concord)
Jazz Against The Machine: Black Bossa (Poets Club) covers af Rage against the machine, Soundgarden, Nirvana, Sepultura etc.
Dawn of Midi: Dysnomia (Thirsty Ear)

Juni
Dansk
Morten Haxholm Quartet feat. Kreisberg/Hoenig/Hess: Quintessence of dust (Storyville)
Thomas Maintz: Present (Gateway) med Scott Colley og Jonathan Blake
Doktor Doktor: NytLåntGammeltBlåt (Target)
Carsten Dahl: The myth and the moth (Tiger) solopiano
Svin: Svin (Pony Rec) beskidt impro
Nordal Twang: South of the border (Longlife/Pladekisten)
Anders Bast: Caught in the web (Longlife/Pladekisten)        

International
Keith Jarrett: Last dance (ECM) duoalbum med Charlie Haden
Bobby Hutcherson: Enjoy the view (Blue Note) m. David Sanborn, Joey DeFrancesco og Billy Hart
Jose James: While you were sleeping (Blue Note)
Andrew Rathbun: Numbers and letters (Steeplechase) m. Phil Markowitz
Andy Laverne: I have a dream (Steeplechase) m. Gary Versace

Juli
Carsten Dahl Trio: A good time (Storyville) live med Frands Rifbjerg og Lennart Ginman
Lars Greve: Breidablik (Hiatus) solo

September
Horse Orchestra: Living the dream (Barefoot) m. Jeppe Zeeberg
Træben
Morten Ankarfeldt/Caio Marcio: ?? (Calibrated) med Christina von Bülow og Cassius Theperson
Equilibrium (Songlines) med Mikkel Ploug, Sissel Vera
The Bob Nova Project

Oktober
Carsten Dahl: Bach Goldberg Variations (Tiger)

Efterår/Uden dato
Björn Ingelstam: Fiol Session (??) eksklusiv 10"vinyl med den unge svenske trompetist
Reverse: ?? (??) med Søren Gemmer, Jesper Thorn og Terkel Nørgaard
Mads Kjølby Quartet: ?? (??) med Snorre Kirk, Morten Ankarfeldt og Fabian Kallerdahl
Snorre Kirk Sextet: ?? (Calibrated) opfølgeren til succesalbummet fra 2013

Januar 2015
Indra: TBA (Impulse Europa/Blue Note USA)

lørdag, maj 17, 2014

Christian Munch Hansen: Musical Dream Machine (MONKedition/ILK) digte

Det er så mange ting på en gang. Politikens jazzanmelder Christian Munch Hansen, der tidligere har anmeldt jazz for Information har lavet en digtsamling, hvor han har ladet sig inspirere af musik fra pladeselskabet ILK. Det er et pladselskab der primært udgiver eksperimenterende improvisationsmusik med et nært slægtskab til jazzen. Det er musik der ofte åbner op for metaforiske åreladninger. Jeg ved det. Det sker oftere når jeg anmelder en plade med eksperimenterende musik, at jeg kniber en enkelt poetisk tåre, end hvis jeg skriver om straight jazz. Christian Munch Hansen har taget skridtet fuldt ud og kastet sig over en stribe indspilninger fra ILK, hvor han har lavet digte til. Der medfølger en downloadkode med bogen, så man selv kan hente musikken og høre den musik som Munch Hansen har skrevet digtene til.

Musikere som Søren Kjærgaard, Jacob Anderskov, Simon Toldam, Mark Solborg, Anders Banke og Kresten Osgood er blandt de udvalgte musikere. Munch Hansen har udvalgt 18 numre til sit projekt. Eller måske er det de 18 numre der har valgt Munch Hansen? Musikken stammer fra en række af de bedste ILK albums. Det er fornøjelse at genhøre Kjellberg/Halle/Nickelsens Aquila Chrysaeto fra det formidble album Echidna. “En stråle af lyd stiger op fra det stinkende mørke” skriver Munch Hansen. “En natsværmer leger beruset rundt om stearinlysets flamme…en pludselig drejning…et tonefald…blusser op og forsvinder med et lille knald” skriver Munch Hansen i digtet Natsværmer der er skrevet til Herb Robertson og Mark Solborgs Blisters Run fra 2008. Det er som mangeårig ILK-fan en herlig måde at genhøre nogle highlights fra pladeselskabet. Numrene er taget ud af deres oprindelige albumsammenhæng. De får ny mening. Der tilføjes nye retninger på musikken. Det er en skøn digtsamling som Christian Munch Hansen har lavet. Der er flere digte end dem, der er inspireret af de 18 numre. Bl.a. hyldester til Coltrane og Henry Grimes. Fælles for  alle digtene, er musikken. Christian Munch Hansen har i sine yngre dage også været udøvende musiker. I digtene er der også musik - improvisatoriske tankestrømme - der på papiret folder sig ud sammen med musikken. 

ILK hof-grafiker Mark Solborg har lavet illustrationerne i den flotte bog. Den placerer sig grafisk i forlængelse af ILK’s som regel meget vellykkede æstetiske udtryk. Til Simon Toldams Sunshine Sunshine skriver Christian Munch Hansen: “Om aftenen svaler den blå bil af i badekarret og drømmer om næste dags rejse videre ud ad vejen mod horisonten.”  Musical Dream Machine er gennemført og anbefalelsesværdig til både jazzlyttere og digtlæsere. Hvis man er begge ting, er der slet ingen vej udenom.

fredag, maj 16, 2014

Helle Henning: Lyden af ensomhed (Gateway)

Hun er taget til New York City, hvor hun har indspillet sin dansksprogede jazz sammen med amerikanske musikere og enkelt dansker. Helle Henning lavede for 6 år siden det dejlige album Verden lige her, hvor Nikolaj Hess sad ved pianoet. Det gør han også på det nye album, hvor han har samlet nogle New Yorker klassemusikere, som han tidligere har arbejdet med. Bassisten Jay Anderson, trommeslageren Greg Hutchinson og på udvalgte numre, saxofonisten Marc Mommaas. Helle Henning har selv skrevet al musik og tekst, pånær på nummeret Cirkler hvor hun har lavet tekst til Michel Legrand’s musik og den evigtgrønne Kai Normann Andersen sang Der var engang. 

Helle Henning er en mester ud i elegant, lydefri og personlig diktion. På et formfuldendt dansk foredrager hun om livet, modgangen og om det store i det små. Der er spor til Piet Hein, Klaus Rifbjerg og Naja Maria Aidt. At Helle Henning vælger at synge på dansk stiller store krav til teksterne. Hun styrer ganske fornuftigt udenom banaliteterne, hvilket også kanaliseres over i musikken. Pladen er indspillet på en enkelt dag og fremstår frisk og ligefrem. Udtrykket er tidløst og alligevel meget tilstede i denne tid. Det er nordisk, melankolsk og særdeles jazzet. Pladen er ikke kun værd at høre på grund af det danske sprog. Den er værd at høre fordi den både er original og af meget høj klasse.

torsdag, maj 15, 2014

KortJazzNyt Uge 20 2014

Sangerinden Indra og husbonden Benjamin Trærup har spillet højt spil. Det har givet pote, så de udkommer i januar 2015 på Blue Note i USA og på det revitaliserede Impulse Records i Europa. Begge pladeselskaber ejes af Universal. Læs historien om den hårde kamp for at få pladekontrakten i hus. 

Bessie Smith's liv omsættes nu til film med Queen Latifah i rollen som Bessie. Manuskriptet er baseret på biografien Bessie - Empress of the blues af Chris Albertson. Biografien udkom i 1972. Albertson boede i København i jazzens tidlige år i 50'erne, hvilket han bl.a. har dokumenteret på bloggen Stomp-off. Biografien er i øvrigt meget anbefalelsesværdig læsning.

Niels Lyhne Løkkegaard spiller kun en koncert under Copenhagen Jazz Festival, hvilket er en præstation i sig selv - når man er en saxofonist i Løkkegaards klasse. Det foregår i Koncertkirken på Nørrebro d. 4. juli, hvor han kan opleves sammen med trommeslageren Bjørn Heebøl og den spanske pianist Agusti Fernandez. Den 60 årige Fernandez har ikke tidligere spillet i Danmark. Han er professor på konservatoriet i Barcelona. Han har lavet en lang række indspilninger med folk som Mats Gustafsson, Marilyn Crispell, William Parker, Ken Vandermark og Barry Guy.

Trioen Reverse med Terkel Nørgaard, Søren Gemmer og Jesper Thorn spillede sammen med digteren Jørgen Leth to udsolgte koncerter på Jazzhouse i april. I den forbindelse lavede Unseen Recordings en fed video om arrangementet og Leth. De tager på en lille turné til september, hvor de fra d. 24. sept. til 27. sept. spiller på Dexter i Odense, Kulturhuset i Svendborg, Atlas i Aarhus og Fermaten i Herning.

Sun Ra ville være fyldt 100 år i år, hvis han stadig havde levet. Musikken og mystikken lever dog stadig. Norton Records udgiver hele 3 bøger med Sun Ra's digte. Oven i det kan freejazz afficionados også komme til at lugte Sun Ra'sk. Der kommer nemlig to parfumer, Saturnia og Prophetika, der er inspireret af den himmelske jazzmand. "PROPHETIKA PERFUME FRAGRANCE by Sun Ra The ancient formula invokes a mirage of memories and mysteries and incites a call to action. Hints of Cairo and Chicago -- and Casseopia!" står der på hjemmesiden.

Trinelise Væring, Jonas Berg og Barokksolistene: Oh Purity (Word for Word Records) musik og film

En rocksangerinde, en jazzpianist og et barokensemble. 9 musikere fra 6 lande mødes i en musikdokumentar lavet af instruktøren Frigge Fri. Foran et lille publikum og i studiet går instruktøren tæt på skabelsen af musikken. Trinelise Væring er det naturlige centrum for dokumentaren. Med lækker ro og kameraføring er der tid og plads til musikken, hvor alle numre spilles til ende. Det er dynamisk og vekslende og bliver aldrig stillestående kedeligt. Valget af et barokensemble, der kun spiller på instrumenter fra baroktiden betyder bl.a. at det ikke er en fagot der høres men en dulcian. Der er en cigaræsketør klang, der passer smukt til Trinelise Værings insisterende nærvær i musikken. 

Musik og dokumentar er udgivet på en fin lille USB lavet af træ. Det er tydeligt at der er satset på kompromisløs høj kvalitet hele vejen. Pianisten Jonas Berg der har en baggrund i både jazz og klassisk har sammen med Trinelise Væring lavet musik, tekst og arrangement. Det er musik der finder sig til rette i et naturligt leje mellem kammermusik, singer/songwriter, rock og jazz. Det er rytmisk og spændstigt.

Musikdokumentaren som genre er en sjælden fisk i det danske TV-akvarium. Når kvaliteten er så høj som det er tilfældet med Oh Purity kunne man godt ønske sig at der blev lavet nogle flere. Det er fyrre minutter i godt selskab. Musikken huskes bagefter og giver lyst til genhør. Programmet vises på DR-K d. 24. maj kl. 22.50.

onsdag, maj 14, 2014

Stein Urheim: Stein Urheim (Hubro) >> Bly de Blyant: Hindsight bias (Hubro)

Der skal ikke herske nogen tvivl om at det norske pladeselskab Hubro er et af de mest spændende nordiske pladeselskaber, når det gælder udgivelser i spændingsfeltet mellem impro, rock, jazz, electronica og eksperimenterende musik. Der er et gennemført og færdigt udtryk i musikken. Om det så er noise eller ambient. Deres pladecovers er en grafisk fornøjelse. 

Blues og country mødes i et støvet vejkryds. Bill Frisell krydser klinger med Ry Cooder. Mumbai sender gode vibrationer mod Beijing. Strengeekvilibristen Stein Urheim har lavet et meget originalt album, hvor han udover guitar også spiller på fløjte, harmonika, tamboura, bpuzouki, mandolin og mange andre instrumenter. Produceren Jørgen Træen supplerer med synth. Pladen er en levende vidnesbyrd på, at musik er grænseløs. Stein Urheim lader forskellige musikalske traditioner mødes og får dem smeltet umærkeligt og organisk sammen. 

Trioen Bly de Blyant med Hilmer Jensson (guitar+div), Øyvind Skarbø (trommer) og Shazad Ismaily (bas+div) har også lugtet til noget blues. Det er dirty og farligt. Det er foruroligende. Det er progrock, jazz og avantgarde. Der er disconummeret Laura der lyder som et outtake fra Daft Punk’s Random Access Memories komplet med Nile Rodgers guitar og fed bas. Der er The Eighteen Irascibles med banjocountrytoner og nummeret Michael Jackson Pollock’s progrock.
Begge plader kan anbefales til nysgerrige guitarister der trænger til inspiration.

tirsdag, maj 13, 2014

Jazznyt Playlist 2014 vol. 2

Så har jeg atter lavet en playliste til både Spotify og Wimp. 
Brug den og bliv inspireret. Jeg har allerede skrevet om de fleste af pladerne her på bloggen.

1. The KutiMangoes: Slowly
2. Melanie De Biasio: I’m gonna leave You
3. Nicola Conte: Free Souls
4. Bly de Blyant: Laura
5. Ridin’ Thumb: Do you feel the same
6. Timo Lassy Band: Where’s the man Live
7. Niclas Knudsen: Le Funk Mystique
8. Snarky Puppy: What about me+
9. Building Instrument: Historia
10. Hanna Tolf: 63 Red Balloons
11. Per Störby Jutbring: Dance of the diaper fairy
12. Stein Urheim: Great disatnces
13. Lina Nyberg: The Monster Song
14. Christina von Bülow: The Good Life
15. Hess/AC/Hess: Jamil
16. Helle Henning: Der var engang
17. Trinelise Væring: Shadowdancing
18. Sinne Eeg: Let’s face the music and dance
19. Christina Dahl: Blue Longings
20. Magnus Hjorth Trio: Moonlight Serenade



Wimp: 

John Russell/Ståle Liavik Solberg: No step (Hispid) >> Readymade: Triple Point (Kopasetic)

Den norske trommeslager Ståle Liavik Solberg har lavet et dynamisk freejazz album sammen med den engelske guitarist John Russell. Over 33 minutter føres vi rundt i et bredspektret frit forløb. Russell spiller udelukkende på akustisk guitar mens Solberg roder rundt med trommesættets vidtfavnende muligheder. De to musikere afsøger og finder sammen i en eksperimenterende boble, der både flyver og brister flere gange undervejs. Det er akustisk og de bruger instrumenternes mange muligheder for at frembringe lyde, vibrationer, knirken og meget andet. Et spændende album.

En helt anden type album, hvor trommeslageren også har en central rolle er trioen Readymade. Trommeslageren Peter Nilsson har sammen med Robert Fuchs på synth og elektronik og Marcus Lindgren på synth og elektronik lavet et improjazz meets experimenting electronica. Musikken er minimalistisk opbygget. Det befinder sig i et abstrakt tonalt spændingsfelt mellem til tider rytmiske beats og blippede toner. Andre gange er det skævt arytmisk og bumlende. Det er musik for lytteren der trænger til en freejazz udgave af Kraftwerk.
kopasetic.se

mandag, maj 12, 2014

Ridin’ Thumb: People (Sundance)

Jeg har ikke fulgt med i udviklingen omkring Ridin’Thumb siden en gang i 90’erne, hvor jeg var ret pjattet med deres koncerter. Jeg er helt uforberedt på hvad der kan møde mig her i 2014. Okay, det er jeg så ikke alligevel. Der er nemlig ikke sket en rygende funkfis for Ridin’ Thumb siden jeg hørte dem for tyve år siden. Her kunne jeg måske have ønsket at de havde smidt noget moderne hejs ind over. Men nej. Ridin’ Thumb anno 2014 er trygt og rart at vende hjem til. Slæbende funktrommer. En superlækker bas, der er helt fremme i lydbilledet. Rhodes og orgel der doseres i de rette mængder. Guitarerne flyder af funky riffs. En blæsersektion med to skarpe trompeter og to sexede saxofoner, der leverer de livsnødvendige og præcise blæs.

I gamle dage var det det Niels HP der var forsanger i Ridin’ Thumb. Han udgav sidste år et fortænkt og overproduceret album. Den slags styrer Ridin’ Thumb helt udenom med deres old school feeling. Forsangeren Jonas Winge Leisner er behageligt hjemme i materialet, hvor Ridin’ Thumb aldrig overpræsterer. De holder sig til det, de er allerbedst til. Tilbageskuende håndspillet funk af den groovy slags. People er dejligt gammeldags plade, der lyder som Ridin’ Thumb for 20 år siden, der spillede funk som den lød tyve år før. Det er de funk’me gode til.

søndag, maj 11, 2014

Sjøen: Live I (Havtorn)

Det er både ungdommeligt og overmodigt, når man udsender sin første koncert som sit debutalbum. Når det er sagt, så fremstår albummet langt fra som en debutkoncert eller album. Sjøen der ledes af den norske violinist Håkon Aase har lavet et sammenhængende album. Sammenhængende på en sprælsk og bølgende måde. Han har allieret sig med blomsten af yngre norsk jazz. Musikere der bl.a. spiller med Mopti, Pixel, Kamala, Ronja, Hullyboo og Krokofant. 

De spiller jazz inspireret af nutidig europæisk klassisk musik, indisk klassisk musik og skandinavisk jazz. Det er Håkon Aase’s violin der er styrmanden i musikken. Her lukker han så folk som saxofonisten Harald Lassen og pianisten Johan Lindvall ind. Det bliver både heftigt og eftertænksomt. Releasekoncerten blev også indspillet og skal være næste epos fra Sjøen.

lørdag, maj 10, 2014

Johan Bylling Lang Organ Quintet: Up for grabs (JBL Music/Gateway) LP

Så er den hårdtarbejdende saxofonist Johan Bylling Lang atter aktuel med et album med sin Organ Quintet. Der er genvalg på samtlige pladser i bandet. Han satser endnu en gang på den driftsikre New Orleans Jazz, hvor soul, blues, jazz, funk, 2nd line og godt humør kommes i gryden. Kjeld Lauritsen sidder ved sit elskede Hammond-orgel og er så vigtig at hans instrument ligefrem indgår i bandnavnet. Det er en venlig og tydelig varedeklaration fra Bylling Langs side. 

Og varedeklarationen passer. Har man været omkring 60’ernes uimodståelige souljazz, så ved man lidt om hvad der er i vente. Prøv f.eks. at lytte til High heel heaven. Guitaristen Jesper Agesen er i Grant Green-hjørnet. Trommeslageren Andreas Fryland lægger et swingende funky groove, hvor blæserne lægger ud med et samlet melodikor for så at åbne op for en stribe stramme soli. 
Trompetisten Björn Ingelstam får også vist sine talenter på den afdæmpede Doin’ my thing. Bylling Lang har som kapelmester ikke travlt med at tage pladsen. Han bruger mere sin position til, at føre de andre medlemmer frem i kvintetten, der er udvidet på enkelte numre med Michael Watson fra New Orleans på trombone. Up for grabs er jazz der ikke står stille. Det er udadvendt jazz spillet af nogle af de bedste håndværkere i Københavns indre jazzby.

fredag, maj 09, 2014

Melanie de Biasio: No deal (Play it again, Sam)

Hun er blevet kaldt en belgisk Billie Holiday. Det første i hvert fald sandt. Hun er også sangerinde ligesom Billie Holiday. Ellers er det nu ikke Holiday jeg tænker alt for meget på når jeg hører Melanie de Biasio. Der er noget cool og tjekket over de Biasio. Lige fra pladens længde der tager 33 og en tredjedel minutter til det flotte cover. Der er et akustisk udgangspunkt i musikken med klaver og trommer. Bassisten er erstattet af en der spiller analoge synthesizere. Det giver et fedt nutidigt aftryk. Som f.eks. på pladens eneste covernummer, en cocktaillækker version af Nina Simone-hittet I’m gonna leave You. Her er bassen erstattet af et brumlende electronicaunderlag. 

Hun er inspireret af så forskellige folk som Talk Talk’s Mark Hollis, Frank Zappa, Pink Floyd og Abbey Lincoln. Men det er nu primært Nina Simone der popper op på min radar, når jeg hører pladen. Det er den slags jazz som den inflydelsesrige engelske DJ Gilles Peterson har hypet i sit program på BBC6. Det er jazz, der kan spilles når den første drink forsvinder fredag aften. Melanie de Biasio har lige været med som opvarmning på Agnes Obel’s Europa-turné.

torsdag, maj 08, 2014

The KutiMangoes: Afro-Fire (Tramp)

I forbindelse med udgivelsen af albummet i sidste uge tog de på turné i Burkina Faso, hvor forsangeren Patrick Kabré kommer fra. Ellers er afrobandet The KutiMangoes pæredansk. Med udgangspunkt i inspirationskilderne Fela Kuti, Charles Mingus og Ornette Coleman befinder de sig overvejende i afrobeatland. Michael Blicher (sax/fløjte), Gustav Rasmussen (trombone), Lars Greve (sax), Johannes Buhl (keys), Casper Mikkelsen (perc) og Morten Ærø (trommer) udgør The KutiMangoes. Musikerne har alle en solid baggrund i jazzen. På denne plade byder de op til dans og har allerede fået en del opmærksomhed på udenlandske afro og soulblogs. Det hænger bl.a. sammen med at de udkommer på det tyske kultpladeselskab Tramp, der har et solidt rygte indenfor den genre.

Blicher tager flere gange fløjten for munden på pladen. Det er med til understøtte det lækre funky udtryk. Blicher er god til at tænke i store klangflader. Det giver den gode åbne stemning. En stemning der lokker og vil have dig med. Casper Mikkelsen og Morten Ærø på percussion og trommer er stærkt medvirkende til, at Afro-Fire bliver så vellykket. Enten er de født med noget afro i sig eller så har skudt det ind i blodårerne lige inden indspilningen af pladen. Det bobler og sitrer hele tiden. Afro-Fire er en anbefalelsesværdig partyplade.

onsdag, maj 07, 2014

Jakob Buchanan Quartet: Some People & Some Places (Buchanan/Pladekisten)

Han er en af vore helt store jazzmusikere! Trompetisten Jakob Buchanan gør måske ikke det store væsen af sig i en større offentlighed. Det er også helt fint med mig. Så længe jazzlyttere med ørerne skruet rigtigt på, bruger tre kvarter på at lytte til denne plade. Buchanan bygger videre på det han startede med pladen I land in the green land fra 2010. Han er sammen med den mangeårige makker Jakob Bro på guitar, percussionisten Marilyn Mazur og bassisten Jonas Westergaard på pladen. Buchanan har også arbejdet med et Rekviem for kor og big band gennem flere år. Det er nu indspillet og udkommer senere på Buchanans pladeselskab. Den aktuelle plade har fået undertitlen Sketches for a Requiem og er ligesom det store Rekviem inspireret af mennesker og steder. 

Der er Kong Winther (In Paradisum), der er en hyldest til den afdøde instrumentkollega Jens Winther. Der er The Big Mazur Blue M-Ocean (Sanctus) til Marilyn Mazur. Der er A.D. Buchanan’s armchair gospel, der er tilegnet faderen og faderens liv foran TV’et i lænestolen. Der er Kornhultsvägen (Lux Aeterna), der er tilegnet den lille svenske flække, hvor Buchanan hvert år holde ferie med familien. Buchanan får nye sider frem i Jakob Bro’s guitarspil. På A.D. Buchanan’s armchair gospel spiller Bro f.eks. en beskidt, twangy, støvet countryguitar. Buchanan, der har en sikker tone på trompeten bruger inspiration fra specielt Kenny Wheeler til at skabe sit eget sprog. Der er en afklaret og smittende ro i musikken. Pladens åbningsnummer Kornhultsvägen trækker på svensk folkemusik, løftet ind ad Bro, der nærmest spiller som Jan Johansson på guitaren. Mazur tilføjer en boblende lethed og får nummeret til at svæve. Pladen er harmonisk sammenhængende og meget anbefalelsesværdig!

tirsdag, maj 06, 2014

Paolo Russo Quintet: Plays the Music of Nino Rota - Fellini goes jazz (Zina Zinetti Music)

Vi har en lille enklave af italienske jazzmusikere der bor i Danmark. Her har Paolo Russo gennem adskillige år været den mest markante. På denne plade, der er en indspilning fra Jazzhus Montmartre under sidste sommers jazzfestival, har Russo kastet sig over den italienske filmkomponist Nino Rotas musik. Første del er helliget musik fra Federico Fellini’s film. Musik fra Amarcord, La Dolce Vita og 8 1/2 er sat samme i en suite. Den anden del er musik fra Godfather-filmene af Coppola, som Nino Rota også lavede musik til. 

Paolo Russo er sammen med den i Italien bosiddende tenorsaxofonist Emanuele Cisi, de i Danmark bosiddende italienere Nico Gori på klarinet og Francesco Cali på accordion og den danske bassist Jesper Bodilsen - der vel er den eneste danske jazzmusiker med pladekontrakt i Italien. Russo spiller piano, bandoneon og en smule trompet. Musikken er stemningsfyldt og spændende som en italiensk sommernat. Det er musik spillet af fem musikere der næppe overgås i virtuositet og originalitet. Paolo Russo har oftest lavet musik med udgangspunkt i den argentinske tango. Han har heller ikke problemer med sit hjemlands stærke filmtoner. Jeg får lyst til at se Godfather-filmene igen, når jeg hører Godfather-suiten. Fellini goes jazz er et fejende flot album.  

søndag, maj 04, 2014

Trio Riot: Trio Riot (Efpi Records)

To saxofoner og en trommeslager der spiller punkjazz. Lyder det dejligt på den der skønne “spark-i-røven” måde? Ja, det synes jeg også! Den danske saxofonist Mette Rasmussen udgør sammen med den engelske tenorsaxofonist Sam Andrae og den schweiziske trommeslager David Meier Trio Riot. De spiller stramt og kraftfyldt. Der er et tæt samarbejde, hvor meget er aftalt. Det giver plads til improvisationerne. Musikken veksler mellem superstramme korte breaks og længere forløb hvor melodi blandes med vildskab. Ornette Coleman tager på opdagelse i den engelske punkmusik som den lød i starten af firserne.

Trio Riot er komponerede forløb med et vredt udtryk. Det er jazz, hvor der befriende frit skides på konventionerne. Selve CD-udgivelsen er også en fuckfinger til dem der tror at CD’en er død. Indpakningen er gennemført og flot. Indeni er der en håndtrykt miniplakat der komplementerer musikken på fineste vis. Pladen udgives af det engelske pladeselskab Efpi. 

lørdag, maj 03, 2014

Tom Blancarte: The shortening of the way (Tubapede Records) LP

Man skal være en vovehals, der måske endda er overmodig, når man laver en solobasplade. For tredje gang i år er der landet et pragteksemplar af en solobasplade på min pladespiller. Amerikaneren Tom Blancarte har huseret på den eksperimenterende impro-scene i New York gennem flere år, hvor han har gjort sig bemærket med Peter Evans Quartet, Totem, Seabrook Power Plant og The Home of Easy Credit. Den sidste er en duo som han har sammen med sin danske kæreste Louise D. Jensen. 

På LP’en The shortening of the way præsenteres vi for to forskellige koncentrater. På den ene side er det med buen han behandler bassens strenge. Det er en ekstrem afsøgning af muligheder med buen og strengene. Det er en musiker der er i et intenst opgør med sig selv og instrumentet. Det er musik der arbejder i flere dimensioner. Musik med et surrealistisk udtryk. På den anden side er det fingrene der behandler strengene. Det er en meget konsekvent plade, hvor Blancarte bevæger sig ud i områder af sig selv, bassen og musikken, hvor nye tanker opstår. På pladecoveret citerer Blancarte fra science fiction bogen The Jesus Incident af Frank Herbert og Bill Ransom: “Humans spend their lives in mazes. If they escape and cannot find another maze, they create one. What is this passion for testing?” Man er på vej ind i noget ukendt. Flygter og vælger atter at gå ind i noget ukendt. Hvorfor bliver man ved på den måde og hvorfor tiltrækkes man af det?

Det er en af den slags plader, hvor man som lytter forbløffes, går med, falder fra og ikke kan lade være med at lytte. Tom Blancarte’s solobasplade er et imponerende statement over det vi ikke ved noget om. Den giver lykkeligvis heller ikke noget svar.

torsdag, maj 01, 2014

Dane TS Hawk: Me My Ear (Escho) LP

Det er fire år siden, at indspilningerne til denne plade foregik. Det hele blev spillet af en eneste mand. Saxofonspirrevippen, digteren og meget andet godt fra Vesterhood; Dane TS Hawk aka TS Høeg. Han spiller på alt-, tenor- og sopransax, diverse tangentinstrumenter, marimba, vibrafon, div. percussion og andre musikalske specialiteter inkl. rejsegrammofonloops. Når det hele blandes sammen får man to LP-pladesider med musik direkte fra det Høeg’ske hjerte.

TS Høeg er en jazzromantiker med sin helt egen opfattelse af jazzens største bedrifter. Derfor er det også en fornøjelse at lægge ørerne til et album, der ikke minder om noget andet og alligevel er så utvetydigt meget jazz. Musikken stammer bredt fra Høegs karriere. Der er I’m an Ammons on the run - der er en hyldest til boogie woogie pianisten Albert Ammons’ søn, tenorsaxofonisten Gene - som Høeg allerede spillede i 80’erne med bandet Somesax. Der er nummeret Hymne, der er en hyldest til hjernehalvdelene Kasper Tranberg, Jakob Dinesen og Mads Hyhne. Der er Frenzy - der tager udgangspunkt i dengang Høeg var ung og ville være alt andet end hvid og siden kom overens med hudfarven og gulspurven. Der er In the lounge - der er dedikeret til Goodiepal. Der nummeret Julius on the Hemphill. Der er nummeret In the Village - der er dedikeret Høegs gamle trio Cockpit Music. Hele albummet er dedikeret til John Tchicai - Høegs lærer og mentor.

LP’en er et kalejdoskopisk vue ud over Høeg’en. LP’en kører rundt. Musikken vil så meget og kan det hele. Det er saxofonerne der er mest fremme i lydbilledet. Et lydbillede der præges af små rytmiske figurer, af enkelhed og en befriende ligefremhed. LP’en er pakket ind i et cover, som TS Høeg selvfølgelig selv har tegnet. Der medfølger også et hæfte, hvor Høegs ledsagende tegninger til musikken findes på en række flotte ark. Et meget originalt og helt særegent album, der både er en musikalsk og æstetisk fornøjelse.