torsdag, juli 10, 2014

Bobby Hutcherson: Enjoy the view (Blue Note) LP

Det er næsten 50 år siden at Bobby Hutchersons debutalbum Dialogue udkom. Han havde allerede medvirket på en jazzens store klassikere Out to Lunch med Eric Dolphy i 1964. Den plade blev udgivet af Blue Note, lige som Hutchersons debutplade. Han tilhørte en ny generation af Blue Note-musikere, hvor souljazz og hardbop blev forladt til fordel for en mere eksperimenterende og avantgardistisk tankegang, hvor Andrew Hill der også medvirkede på debuten var en anden af de musikere. Hutcherson blev på Blue Note og udgav i 70'erne plader af en noget anden karakter end 60'ernes eksperimenter. Han startede i et funky hjørne - ligesom stort set alle andre Blue Note kunstnere i start 70'erne - men udgav derefter nogle album i en mere straight modaljazz-stemning. Noget han næsten var ene om på Blue Note i 70'erne. Han forlod Blue Note i 1977 og er nu atter tilbage på pladeselskabet.

Det er en fornøjelse på mange punkter. Der kommer kun ganske få reelle jazzplader på Blue Note i dag - og det nye album med Bobby Hutcherson er med respekt for arven fra Blue Note. Sammen med organisten Joey DeFrancesco, altsaxofonisten David Sanborn og trommeslageren Billy Hart har Hutcherson lavet en moderne knaldperle med mange hilsner til forne tider. Hutcherson tager med den ellers ret oplagte souljazz besætning ikke direkte afsæt i de mange orgelcombo’s som Blue Note sprøjtede ud i 60’erne. Der er en loose og afslappet stemning i en pågående og frisk stil. Det er også en ny setting, at høre Sanborn i. Han befinder sig godt i den sammenhæng, der lugter mere af postbop end firserfusion. DeFrancesco er pushy på orgelet, bruser i perioder stille afsted og sørger samtidig for at holde musikerne i gang med fodpedalbassen. Det er Billy Hart der sender musikken ud over rampen og lader den svæve - mens han stille og roligt får den sikkert ned på jorden. Jeg har fået vinyludgaven til anmeldelse. Den er i et forbilledligt gatefoldcover. Selv om musikken godt kunne have været på en LP, er den i stedet spredt ud på to 180 grams vinyler med en formidabel lyd og dynamik til følge. Det er fornøjelse med den slags udgivelser. Spitzenklassejazz i flot indpakning og super lyd. Så forlanger jeg ikke ret meget mere.

Ingen kommentarer: