tirsdag, september 01, 2015

Vestbo Trio: While You were gone (Dog Hound Records) LP



Efter to EP'er og en LP siden 2010 er det blevet tid til endnu en langspiller - der både er tilgængelig på CD, vinyl og download. Vestbo Trio med guitaristen Michael Vestbo i spidsen holder fast i den rootsbaserede stil der trækker på elementer fra folk, blues, rock, country og jazz. Så langt så godt, hvis det ikke lige var fordi at musikken har taget en markant drejning. Der er kommet en producer på som har sat sit tydelige præg på trioen. De har brugt Lars Skjærbæk, der ud over at være guitarist hos Tim Christensen også har trioen Boat Man Love - samt var et markant medlem af Inside the Whale. Skjærbæk tilføjer det ekstra krydderi til musikken. Det lidt frække og ligefremt uforudsigelige.
Michael Vestbo holder fast i stilen fra de foregående plader, hvor musikken med udgangspunkt i trioens sans for at skabe musikalske billeder, befinder sig i et sydstatskryds.

Whitewall Tires er et nummer, der tager os med på en luksuriøs tur ud i det blå. Der er harmonium, elbas, akustisk guitar og en svævende elektrisk guitardug foldet under hele nummeret. Det er en lille perle. Pladen kommer bredt omkring. Der er den sovsede og funky Cissy Strut, pladens eneste lånte nummer og der er den halvfjollede Guitar Boogie. Ellers er der fokus på cineastiske toner, der bringer os ind i en tør, støvet og solvarm parallelverden der kan minde om sydstaterne i USA. Det er måske ikke videre originalt, men det fungerer godt fordi det er så gennembearbejdet.

Vestbo på guitar, Eddi Jarl på trommer og Jesper Smalbro på bas tager deres musik seriøst og serverer den kompromisløst flot. Her er det hele det færdige produkt jeg tænker på. Lyden er i særklasse. Mens indpakningen med design af Paul Wilson er noget af det flotteste jeg har set i år. Er du til vinyl er der ingen vej udenom - den er meget flot og får din pladespiller til at lyde lækkert. For de særligt interesserede skal det tilføjes, at lyden er skabt ud fra The Nordic Dynamic specifikationerne, der er udviklet af Peter Lyngdorf og Kim Rishøj.
vestbotrio.com

Ingen kommentarer: