søndag, januar 31, 2016

The Thing: Shake (Trost/The Thing Records)

The Thing er ikke en trio man kan beskylde for, at ligge på den lade side. Der er kommet 14 albums med dem siden 2001. De har turneret intensivt over hele verden - inklusiv Danmark. Alle tre medlemmer er travlt optagede med mange andre projekter, hvor de også gerne står i spidsen. Senest oplevede jeg trioen i tre dele på Tampere Jazz Festival i Finland. Her havde de spillet så mange gange, at festivalbossen bad dem om at komme med hver deres aktuelle projekt. Saxofonisten Mats Gustafsson stillede med en soloperformance, bassisten Ingebrigt Haaker Flaten kom med sit nye band The Young Mothers, som han har dannet efter at han er flyttet til Austin, Texas mens trommeslageren Paal Nilssen-Love kom med sit Large Ensemble - det var alle nogle gode koncerter. Når jeg nu lytter til The Things nyeste album, så måtte de også gerne have spillet sammen.

Shake er lyden af The Thing, når de er bedst. Det er tåget og brusende sumpet på Sigill, et nummer der oprindeligt blev lavet af den canadiske folkgruppe Wyrd Visions. Mats Gustafssons komposition Aim er en tung hymnelignende ode. Paal Nilssen-Loves Viking Disco åbner pladen i blodig togtstil for så at skifte over I Ornette Colemans Perfection. Ingebrigt Håker Flaten har skrevet de to numre Til jord skal du bli og Fra jord er du kommet. Stemningen er fortættet. Min klare favorit er The Things take på 90’er rockbandet Loops The nail will burn. I en intens og rifftændt eksplosion leverer de varen i overbevisende grad. The Thing er ikke blevet gamle. De udvikler sig bare.

Ingen kommentarer: