tirsdag, januar 12, 2016

Thymeshift: Beyond horizons (Boogie Post Recordings)

Det er jazzrock der lugter af nutiden. Jazzrock der bygger på kollektivets samarbejde omkring grooves, fede breaks, fine detaljer - og med knap så meget fokus på kilometerlange soli. Thymeshift udspringer af trioen Thymeshift Elektronix, der primært fungerer som et worshopband, der tager rundt på svenske skoler og holder musikworkshops. I den pladeaktuelle version er trioen udvidet med islændingen og guitaristen Hilmer Jensson.

Musikken har et tiltalende og gennembearbejdet udtryk, hvor man som lytter fænges af gruppens fine evne til at spille varieret og alligevel have et eget udtryk. Blandingen af liveelektronik, guitar, sax og trommer spænder mellem frie luftige forløb og heftige rocklignende udladninger. Trænger man til en portion rocket jazz, der lydmæssigt har et nutidigt udtryk er Thymeshift et rigtigt godt bud.

Ingen kommentarer: