lørdag, december 31, 2016

Kjetil Jerve: New York Improvisations (Dugnad Rec) >> Orter Eparg (Øra Fonogram)

Den norske pianist Kjetil Jerve har sendt sit nyeste album til Jazznyt. Den afviger fra det vante på flere punkter. Det er en norsk pianist der samarbejder med amerikanere i New York, hvilket ikke er noget jeg særlig tit støder på. Desuden har Kjetil Jerve skrevet et to sider langt brev til mig om musikken og tilblivelsen. Det er første gang at jeg har prøvet, at få et langt håndskrevet brev i mine snart 13 år som jazzblogger. 

Vi møder Jerve på fire numre indspillet i New York. Han er sammen med saxofonisten Jimmy Halperin, bassisten Drew Gress og en anonym trommeslager. Tre drevne jazzkatte fra New Yorks baggårde mødes med en norsk Lennie Tristano inspireret pianist. Jazzen sættes fri. Udgangspunktet er den frie improvisation. Kvartetten smelter sammen til et hele, hvor øjeblikket er spændt til sit yderste. Det sidste af de fire numre er en duet mellem Jerve og Halperin. Det er blevet til en stærk jazzplade, der føles som et smagfuldt koncentrat af jazzen.

Kjetil Jerve er også medlem af trioen Orter Eprag, der ledes af el-bassisten Dan Peter Sundland og har Andreas Wildhagen på trommer. Læser man navnet på trioen bagfra, hedder de Retro Grape. Noget der med lidt god vilje kan oversættes til en rosin. Trioen har eksisteret siden 2008. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at nordisk triojazz har nogle udfordringer i disse år. Hvor ofte ender man ikke med at der står noget om inspiration fra Bill Evans, Jan Johansson, Keith Jarrett eller Esbjörn Svensson? Det er ikke tilfældet med denne trio. Der er masser af udadvendt energi og power i deres spil. Melankolien og den nordiske tone er hældt i havet. I stedet er det tre musikere der mødes over en heftig omgang triojazz, der hører hjemme i nutiden. 

Sundlands afrundede elbas spil og Wildhagens viltre trommespil er en gevinst sammen med Jerves potente klaverspil. Det er en meget anbefalelsesværdig triojazzplade til jazzlytteren der ikke er bange for at udfordre sine ører med spændstig dynamisk jazz. Som en overraskende bonus medvirker Liz Kosack på synthesizer på numrene Oort Cloud og Sekstant. Jeg er ikke kun begejstret. Jeg er meget begejstret.

Ingen kommentarer: