tirsdag, november 21, 2017

DMA JAZZ 2017 - konkurrence

JazzDanmark er arrangør af DMA Jazz 2017, der afholdes på Bremen i København d. 4. december. Har du lyst til at komme med til årets fest i jazzverdenen? Det eneste sted hvor du kan møde flere hundrede danske jazzmusikere på en gang. Der hvor du kan vaske fingre sammen med Lennart Ginman efter toiletbesøget. Der hvor du kan komme helt tæt på Jeppe Zeeberg, give ham et klem og fortælle ham, at du er helt vild med hans hår. Der hvor du kan give en omgang til Emil de Waal + Old News til efterfesten i baren. 

Nu har du muligheden for at vinde 2 billetter til en jazzglad aften med livemusik med Jakob Buchanan & Makiko Hirabayashi Trio, Jeppe Zeeberg & Julie Kjær, Zier Romme/Ida Hvid/Alvin Queen, The hOpening, Peter Jensen & Kathrine Windfeld Big Band og The Music of Nicolai Munch Hansen med Kira Skov i spidsen. 

Master Fatman er atter vært og som medvært har han sangerinden Birgitte Soojin.

Der er 2 x 2 billetter på højkant, stillet tilrådighed af JazzDanmark

For at deltage i konkurrencen, skal du svare på følgende spørgsmål:

Hvilke tre Jakob'er har vundet i alt fem DMA Jazz priser for Årets bedste jazzalbum siden 2003?

1) Park, Anderskov, Fischer
2) Dinesen, Bro, Buchanan
3) Thorkild, Roved, Davidsen

Send din løsning inden onsdag  d. 29. november til nielsovergaard@gmail.com med overskriften DMA JAZZ BILLET.

Vinderen får direkte besked.

mandag, november 20, 2017

Hennes Majestät: Flera tankar och jag sprängs (Hennes Majestät) CD/DL/stream

Det er svensk, det er ungt og med vokal. Der synges tilmed på svensk. Det otte mand store orkester Hennes Majestät brager i gennem med denne originale plade, der er fuld af gå-på-mod og friskhed. I et jazz-frimodigt hjørne af musikken, hvor elektroniske instrumenter og elementer af rock er med som den naturligste makker, syder og braser bandet på debutpladen. Det er Sara Hermansson der har skrevet musik og tekst. Hun spiller desuden på synth. Det er Sara Alexandersson der synger med ro og temperament i stemmen. Bandet består af guitar, synth, synthbas, trommer, trombone, basklarinet og altsax, hvor det i øvrigt er danske Amalie Dahl der tager sig af sidstnævnte.

Jeg er faldet pladask for bandet der sine steder kan minde om en pæn udgave af Tys Tys, der huserede herhjemme for 13-14 år siden. Det der falder ud til Hennes Majestäts fordel er, at der synges på svensk. Deres indiejazzpoppede stil holder på hele albummet. Tilgangen til materialet er ikke hæmmet af forudgående dogmer og hæmninger. En jättestor anbefaling fra Jazznyt af Hennes Majestät.

torsdag, november 16, 2017

Etnolab: The Science of Meetings (Gateway) CD/DL/stream

Hvorfor gøre det man plejer? Det gør saxofonisten Johan Toftegaard Knudsen, der er kendt fra Aarhus Jazz Orchestra, på ingen måde. Med bandet Etnolab forsker han i den højeksplosive blanding mellem bulgarsk og tyrkisk folkemusik og vestens jazz. Sammen med de danske musikere, Jens Christian Kwella på guitar, Torben Bøtker Bjørnskov på elbas og Frederik Emil Bülow på trommer har Johan Toftegaard Knudsen et solidt grundlag at forske i musikken på. Herudover medvirker Diyana Vasileva på vokal, Borislav Galabov på gadulka (et bulgarsk strygeinstrument) og Orhan Özgür Turan på baglama (tyrkisk strengeinstrument, også kendt som en saz).

I pressemeddelelsen fortælles der om at Johan Toftegaard Knudsen i flere år har studeret den bulgarske og tyrkiske folkemusik i dybden. Det har han sammenstillet med sin forudgående indsigt i jazzen. Når det blandes sammen, suppleret med passende doser rock, så åbnes der op for en fest af den medrivende slags. Har du været forbi Det Turkise Telt i løbet af Festugen i Aarhus, så er du på sporet af hvad det drejer sig om. Det er berusende etniske grooves med krummelurer og vindeltrapper i en grad, så man ikke behøver at indtage andet for, at blive høj. Med titler som den tyrkiske festsag Baga girdim bag budanmis og den næste sfæriske bulgarske folkemelodi Prituri se planinata er standarden sat højt.

onsdag, november 15, 2017

Blanco Y Negro: Timbero (Stunt) CD/DL/stream

Det cubanske congaskraftværk Eliel Lazo er en verdensstjerne, der til held for den danske jazzscene har valgt at bo i Danmark. Jeg har lige set en optagelse fra sidste uge på Youtube fra Blue Note Tokyo, hvor han er på scenen sammen med pianisten Michel Camilo. Her leverer Lazo en solo, hvor taget blæses af klubben i Japan.

Eliel Lazo er også aktuel på plade sammen med gruppen Blanco Y Negro. I 2006 lavede Blanco Y Negro sit første album i Cuba, hvor den allerede på det tidspunkt i Danmark bosiddende bassist Yasser Pino også medvirkede. Året efter flyttede Eliel Lazo også til Danmark. Ved trommerne var det Jonas Johansen der byggede broen mellem Cuba og Danmark. Det gør han stadig. På det nye album er der kommet to nye medlemmer med. Den svenske saxofonist Karl-Martin Almqvist, der bl.a. er kendt fra DR Big Band og endnu en cubaner, pianisten Abel Marcel, der også er med i saxofonisten David Murray’s gruppe.

Alle fem medlemmer har bidraget med kompositioner til et jazzalbum med stærk inspiration fra det cubanske. Der er Karl-Martin Almqvists smukke ballade La Aldea del Norte. Der er titelnummeret Timbero, skrevet af Lazo, der er et congaseventyr. På den og flere andre numre synger Lazo iøvrigt også. Timbero er stærkt album i international klasse.

tirsdag, november 14, 2017

An Gella: Perma (Anyines) CD/DL/stream

Det er Aske Zidore der er synomym med An Gella. Zidore har en fortid i bandet Oh No Ono, har samarbejdet med Choir of Young Believers og er desuden en flittigt brugt producer/tekniker på albums med bl.a. Lars Greve, Selvhenter, Sonja LaBianca og Cæcilie Trier. Greve og Trier er også at finde på gæstelisten på Zidores elektroniske album, der også byder på besøg fra Mads Forsby og Ribe Domkirkes Kor. 

Musikken er som at lande i en film, hvor der både er hæsblæsende menneskejagter og kærlighedsscener. Zidore favner bredt og rummer det. Det er både samlet og fragmenteret. Det fremstår samlet, fordi Zidore har en klar idé om hvilken retning musikken skal tage. Fragmenteret fordi der sker så meget hele tiden. Musikken udkommer på en CD der er vakuumpakket i en flot indpakning. Det kan på det stærkeste anbefales at købe den fysiske version, da den passer med musikken og får det til, at fremstå som et samlet hele, et færdigt produkt. 

An Gella’s Perma nutidige danske electronica i absolut særklasse. Har du et godt anlæg, kan det anbefales at lytte på høj volume. Musikken fortjener at blive hørt i en knapt så komprimeret udgave, som streamingtjenesterne byder på.

mandag, november 13, 2017

Klimaforandringer: Slægt (Mom Eat Dad Records) LP/DL/stream

Alle musikerne har berøring med de eksperimenterende dele af den danske jazzscene. Klimaforandringer, der nu er aktuelle med deres andet album Slægt, er ganske vist eksperimenterende. Jazz det dog ikke i hvert fald ikke i traditionel forstand. Lars Bech Pilgaard på guitar og vokal, Taus Bregnhøj Olesen på guitar, Peter Skibsted på bas og vokal, Rasmus Kjær på keyboards, Rune Lohse på trommer og vokal og Anders Vestergaard på trommer udgør det meget originale band. De trækker på inspiration fra afro, psych, kraut, rock og andet godt fra musikkens overflødighedshorn.

De insisterende og pågående grooves der flere steder understøttes af firserglade electrotrommer vokser frem som en avantgardistisk version af Talking Heads. Det er muligvis på grund af afroinspirationen. Der er også de krøllede guitarfigurer der snor sig om de pulserende grooves. Der er Rasmus Kjærs afsindigt skønne synthesizer der maximodulerer lyde. Prøv f.eks. at hør nummeret En tilstand, hvor Kjær giver den som en dansk udgave af en mellemøstlig bryllupsmusiker. Der er også vokalerne, der sejler i effekter. Alt det giver et album, der er som skabt til lytterne der trænger til et alternativ til det alternative. Slægt er ude på vinyl i gennemsigtig orange. 

søndag, november 12, 2017

Kjetil Mulelid Trio: Not nearly enough to buy a house (Rune Rammofon) >> Michael Bloch Trio: Circular Changes (AMP) >> MusicMusicMusic: Äventyret (Hoob Records) >> Aki Rissanen: Another North (Edition) >> Gary Peacock Trio: Tangets (ECM)

Stakken med klavertrioplader er vokset stødt de seneste måneder. Jeg har derfor samlet dem til en anmeldelse. To norske, en svensk, en finsk og til sidst en amerikansk udgivelse er kommet med i denne fem dobbelte anmeldelse.

Den første er med den debuterende trio Kjetil Mulelid Trio, der placerer sig i slipstrømmen på de to andre klavertrioer fra pladeselskabet Rune Grammofon, In The Country og Espen Eriksen Trio. Mulelid bor for tiden i København. Trioen er med landsmændene Bjørn Marius Hegge på bas og Andreas Skår Winther på trommer. Han har ladet sig inspirere af både salmer og free jazz. Der er ganske givet både noget nordisk og noget Keith Jarrett i trioen. Men mest af alt er der et stabilt og temperamentsfyldt klaverspil, der vokser på inspirerende vis, hver gang der lyttes til musikken.

Michael Bloch er ligeledes fra Norge. Han er aktuel med sit andet trioudspil. Frode Berg på bas og Anders Thorén på trommer er de to andre medlemmer af trioen. Der er ikke lige så mange kanter i Blochs klaverspil som i Mulelids. I stedet er trioens force det melodidrevne groove, hvor Berg og Thorén er friske på beatet, som en tidlig blæsende morgen på en norsk fjord.

Den svenske trio MusicMusicMusic er aktuelle med deres 8. album siden debuten fra 2004. Brødrene Fabian og Josef Kallerdahl på henholdsvis piano og bas er sammen med trommeslageren Michael Edlund. Trioen er kendetegnet ved, at de altid er nysgerrige og aldrig stillestående. Jeg har fulgt dem siden starten og hver gang er det en fornøjelse, at lytte til en ny plade fra dem. På Made in China medvirker Nils Berg på fløjte, som en lille afviger på pladen. Det afsluttende nummer på pladen er en veloplagt udgave af Bob Dylan’s You’re a big girl now.

Det er 10 år siden at jeg første gang stiftede bekendtskab med den finske pianist Aki Rissanen. Det gjorde jeg via solopladen La Lumiere Noire og så fordi han var med i European Jazz Orchestra under ledelse af Lars Møller. Det var dengang der var noget der hed P2 Jazzlive, som livesendte en af koncerterne. Nå, men nok om det. Nu gælder det Rissanens trioplade sammen med landsmændene Antti Lötjönen på bas og Teppo Mäkynen på trommer. Rissanen spiller ikke den nordiske version af triojazzen. Der er reminiscenser af klassisk musik i de komplicerede og spændende arrangementer. Det er en plade med mange lag. De lag jeg er kommet ned i har alle været insisterende. Der er sket meget finnen, der ikke er så ung længere.

Den sidste plade er ikke med en pianist i kapelmesterrollen. Den amerikanske bassist Gary Peacock er mest kendt fra Keith Jarrett Trio, hvor han har været med til, at inspirere og sætte standarden for mange af dagens klavertrioer. I sin egen trio som han startede efter, at Jarrett trioen stoppede i 2014 har Peacock taget pianisten Marc Copland og trommeslageren Joey Baron med. Det er deres andet album. De spiller primært kompostioner af Peacock, med et par afstikkere til Miles Davis’ Blue in Green og Alex North’s Spartacus. Det er triojazz i stratosfærisk verdensklasse. Baron bobler ved trommerne, Copland er af Bill Evans skolen og passer perfekt med Gry Peacock lækre lækre baslyd.


Jeg vil anbefale at du bruger din sparsomme lyttetid på Kjetil Mulelid Trio og Gary Peacock Trio, med Aki Rissanen og MusicMusicMusic som stærke outsidere.

onsdag, november 08, 2017

Thomas Fonnesbæk & Justin Kauflin: Synesthesia (Storyville) CD/DL/stream

Han tidligere lavet duoalbums med Ole Kock Hansen og Sinne Eeg. Nu er bassisten Thomas Fonnesbæk sammen med det amerikanske stortalent Justin Kauflin, som han mødte første gang i 2015. Mødet med den unge pianist satte dybe spor. De fandt frem til mange ligheder på tværs af kulturer. De fandt også hurtigt ud af, at de har den samme neurologiske evne, nemlig at kunne se lyde som farver inde i hovedet. En evne der kaldes synæstesi eller Synesthesia.

Thomas Fonnesbæk har skrevet 5 af pladens 10 numre. Panic Attack er et teknisk krævende nummer, hvor begge musikere spiller sig helt ud. Det er i det komplicerede samspil, at man fornemmer hvor særligt det musikalske forhold mellem Kauflin og Fonnesbæk er. De presser og lytter på hinanden. 

Det er selvfølgelig nærliggende at sammenligne Fonnesbæk med Niels Henning Ørsted Pedersen, hvor Fonnesbæk i samme grad sætter sig selv og sit spil på kanten. Det er virtuost og melodisk vellydende. Han er ofte i spidsen med pianoet som backup. Kauflin er inde under Fonnesbæks basspil og fanger hurtigt, det som Thomas Fonnesbæk vil. Det kan bl.a. høre i den mesterlige udgave af Oscar Petersons Nigerian Marketplace. Kauflin er uden tvivl en stjerne in spe. Oscar Peterson har sat sit præg på den unge blinde pianist, der bl.a. byder ind med den smukke ballade Skybound.

tirsdag, november 07, 2017

Mikkel Ploug: Alleviation (Songlines) LP/CD/DL/stream

Mødet med et nyt instrument satte Mikkel Ploug på sporet af denne plade. I forbindelse med en turné i USA sidste år fik han chancen for at spille på en godt brugt og sjælden Gibson Banner LG-2. En legendarisk akustisk guitar lavet under 2. Verdenskrig i Kalamazoo, Michigan af de såkaldte Gibson Gals. Guitaren blev senere kendt via Elvis Presley, der brugte den i flere film. Mikkel Ploug faldt med det samme for den helt unikke lyd. Han fik mulighed for, at få den med hjem til København, hvor han efterfølgende spillede på den hver eneste dag i fire måneder. Han beskriver lyden som varm, klangfuld og meget afbalanceret fra top til bund. 

For en jazzlytter er det en fornøjelse at høre et guitarspil så fuld af nysgerrig energi, som det er tilfældet med pladen Alleviation som Mikkel Ploug indspillede over nogle få dage. Kompositionerne er lavet på Gibson guitaren, der tydeligvis har givet Ploug et kreativt kick. En umiddelbar favorit er nummeret Einer, som Ploug har skrevet til sin far. Det er musik der trækker på inspiration fra folk, klassisk og jazz. Der er numre der er skrevet med Messiaen, Steve Reich og ben Monder i tankerne. Der er ikke mange soloplader i jazzen med akustisk guitar. Mikkel Plougs plade er et meget velkomment og behageligt udspil.

mandag, november 06, 2017

Gary Husband; A meeting of spirits (Edition) CD/DL /stream

Der er også grænser for hvor meget man kan vide som jazzblogger. F.eks har jeg modtaget en plade med den engelske trommeslager Gary Husband. Han er bedst kendt for sit virke hos Level 42 og ikke mindst John McLaughlin, som han har spillet med i 13 år i bandet Fourth Dimension og lige nu og året ud er på USA turné med. Han har i øvrigt også et samarbejde med Ulf Wakenius og Per Mathisen i en powerjazztrio. På denne genudgivelse af et album fra 2006, som britiske Edition Records synes skulle ud igen er det arbejdsgiveren John McLaughlins musik der er i fokus.

Han spiller McLaughlins musik udsat for soloklaver. Husband er også pianist og endda så meget, at han kan fylde et helt album med originale takes på McLaughlins kompositioner. Lotus Feet, Celestial Terrestial Commuters og Gary Husbands omskrivning af Mahavishnu nummeret Meeting of the spirits til A meeting of spirits skaber nye overraskende udgaver af gammelkendte jazzrock klassikere. At Gary Husband også er trommeslager bliver lidt tydligere på Are you the one? Her bruger han pianoet som percussioninstrument. Han har dyrket McLaughlins musik siden ungdomsårene. Det fornemmes at det er musik der er inde under huden. Musik han vil give et andet perspektiv, hvilket lykkedes ret godt.

torsdag, november 02, 2017

Trio 65½: 66 67 (Storyville) CD/DL/stream

For mig har Kenneth Knudsen altid været kongen af dansk fusionskeyboard. Jeg opdagede ham, da jeg var ung i midt-firserne, hvor han spillede med Niels-Henning Ørsted Pedersen og Palle Mikkelborg. Jeg fandt hurtigt frem til Anima og efterfølgende Entrance. Hvad jeg ikke vidste var at han debuterede i Bill Evans stilen med Trio 65½ i midt 60'erne. Det er der en god grund til, at jeg ikke vidste. Der er ikke udgivet noget med trioen før nu. 

Storyville står endnu en gang bag en udgivelse med hidtil ukendt dansk jazz fra 60'erne. Inspireret af Bill Evans albummet Trio 64, foreslog trioens trommeslager Ole Streenberg navnet Trio 65½. Streenbergs meritter indenfor dansk jazz er kendt af de fleste jazzfreaks. Men bassisten Ib Lund Nielsen er for mig et helt ubeskrevet blad. Han har gjort karriere i swingorkestret Leonardo Pedersen Jazzkapel, hvor han har været med siden 1969. Ib Lund Nielsen spiller bas med en overbevisende tyngde og myndighed, der passer godt i Trio 65½. Det er dynamisk og uimponeret jazz. Ib Lund Nielsen står for tre kompositioner, hvor åbningsnummeret Bit er med bassen helt fremme. Det er den også på en anden af hans numre, Tja, hvor der næsten går Mingus i den.

Trioen er glade for John Coltrane og spiller tre numre af ham, bl.a. Naima. På jazzstandards som Stella by starlight, There will never be another you og Someday my Prince will come er det tydeligt at trioen er I særklasse i dansk jazz på det tidspunkt. De spiller forrygende godt sammen. Kenneth Knudsen er i hopla og spiller med en frygtindgydende melodisk ligefremhed, der er netop Bill Evans værdig. Pladen med Trio 65½ er i den grad værd at opsøge.

onsdag, november 01, 2017

Mimi Terris: Den stora skalan (Calibrated) CD/DL/stream

På pladecoveret er der bogstaver i art nouveau stilen fra første halvdel af 1900-tallet. Päronträdet er retrosoul i samme stil som Sharon Jones & The Dap-Kings. Sangen Om Blommorna och träden udspringer stilistisk af den svenske visetradition. På nummeret Stomp på en söndag spiller de uptempo ska. Og oven over det hele svæver Mimi Terris' smukke stemme. Hun drysser sin sjæl ud over en værdig opfølger til albummet Flytta hemifrån fra 2015.

Den svenske sangerinde har lavet en dejlig nutidig visejazz-plade, der med sikker og velklingende musikalsk backing spreder godt humør. Men den spreder altså også lidt misundelse. Hvorfor er der ingen danskere der tør lave jazz på dansk?

tirsdag, oktober 31, 2017

Sinne Eeg: Dreams (Stunt) LP/CD/DL/stream

Der er en ro og tryghed i Sinne Eegs stemme når hun synger Love Song. Hun får tiden til, at stå stille. Det er også her, hvor det gode samarbejde med den amerikanske guitarist Larry Koonse bliver tydeligt. Stemme og guitar komplementerer hinanden. Sangen eksemplificerer med sit amerikanske jazzsprog også, at der kan være et mindre USA gennembrud på vej. Det sker også på Falling in love with love, hvor Sinne Eeg giver plads til smukt duosammenspil mellem Koonse og bassisten Scott Colley.

Der er ingen tvivl hos Sinne Eeg. Hun satser helhjertet på et gennembrud i det amerikanske. Hun har i flere omgange i de senere år spillet en del koncerter i Californien. Duoalbummet med Thomas Fonnesbæk fra 2015 gav bl.a. en meget positiv anmeldelse i DownBeat. Pladen er indspillet i Brooklyn. Sinne har medbragt pianisten Jacob Christoffersen hjemmefra, som det sikre kort, der kender Sinnes musik og stemme gennem et mangeårigt samarbejde. 

Pladen er en god blanding af alt det som Sinne Eeg er så god til. Der er den ordløse vokal på Dreams, som Sinne selv har skrevet. Hun har også skrevet Aleppo, der er et rørende nummer skrevet med den syriske borgerkrig i tankerne. Hun har medtaget en af mine all time Sinne Eeg favoritter Time to go, der oprindeligt var med på 2010-albummet Don’t be so blue. Her er der tilføjet kor på nye version, hvor Joey Baron serverer et forrygende trommespil. Pladen åbner med The Bitter End, som hun har skrevet sammen med Søren Sko. Et godt åbningsnummer på et album, der meget vel kan betegnes som Sinne Eegs svendestykke. 

Består hun så? Ja det gør hun da. Der hvor hun endegyldigt sætter skabet på plads og viser hvordan jazzen skal drejes i 2017, er med pladens sidste nummer. Cole Porters Anything Goes er ikke bare en musicalklassiker og jazzstandard. Hos Sinne Eeg bruges den også til udtrykke hendes holdning til talentshows, præsidenter og fakenews. Mesterligt!

mandag, oktober 30, 2017

Orbit Stern & Q: These open Waters (ILK) CD/DL/stream

Ovenpå det hele er der lagt et tykt lag firserfernis. Synthbas, eltrommer, luftige vokaler og andet godt fra firserlossepladsen. Jeg er dog ret sikker på, at Orbit Stern & Q ikke kunne have lavet den her plade i firserne. Guitaristen Samuel Hällkvist og keyboardspilleren Frederik Hauch Pedersen er Duoen Orbit Stern, der i 2014 lavede albummet Ude i skoven Inde i byen. På det nye album er den svenske sangerinde Qarin Wikström alias Q kommet med. Det er et step up i forhold til det forrige album. 

Hendes stemme har en classy aura, der passer godt med Orbit Stern. På et nummer som Sidewalk Riverbed kommer det måske til at minde lidt for meget om Trentemøller, der også har en 80’er fetish. Favoritten er åbningsnummeret 5:59, der med charme, synthbas og poppet ligefremhed fungerer godt.

søndag, oktober 29, 2017

DMA JAZZ 2017 De nominerede

Det kom som et lyn fra en klar himmel, den fredag i februar hvor det blev kendt, at jazzmusikeren Nicolai Munch Hansen var død efter et skæbnesvangert indtag af alkohol og stoffer fire dage forinden. Det skete samtidig med at han var aktuel med soloalbummet Det flagrende lys over Brabrand sø og albummet In the Beginning, som hustruen Kira Skov havde lavet sammen med Maria Faust. Det er netop offentliggjort, at Nicolais egen plade er nomineret i 4 ud af 5 kategorier, mens Kiras er nomineret i 3 kategorier.

Det er allerede offentliggjort, at Nicolai Munch-Hansen skal hyldes fra scenen på Bremen i det indre København, når DMA Jazz bliver afviklet d. 4. december. Det er også kun på sin plads, når man tænker på den store betydning han har haft for lyden af dansk jazz, siden starten af nullerne. Noget der nåede en foreløbig kulmination med Det Flimrende lys over Brabrand Sø, hvor han med tekster af digteren Peter Laugesen har lavet et stærkt og langtidsholdbart album, der rækker langt ud over jazzen. 

Nicolai Munch-Hansen er ikke den eneste nominerede, hvis musik kan høres fra scenen. Jeppe Zeeberg er blandt optrædende og har med sit album The Four Seasons præsenteret sit hidtil mest ambitiøse udspil. Den er både nomineret som Årets album og som Årets særudgivelse. Pianisten Zier Romme er nomineret som Årets nye jazznavn og optræder med en hyldest til Oscar Peterson sammen med bassisten Ida Hvid og den gamle Peterson trommeslager Alvin Queen. Pladeselskabet Fiol scorer i øvrigt hattrick med Zier Rommes plade, da det er tredje gang ud af tre mulige at en af deres udgivelser er nomineret i den kategori.

The Kutimangoes er nomineret for albummet Made in Africa i kategorien Årets album og i kategorien Årets særudgivelse. Mens percussionisten Benita Haastrup er nomineret for albummet Going North som Årets album og Årets komponist sammen med Jens Skou Olsen. Da det udkom i februar skrev jeg på bloggen: “Hun står aldrig stille og skaber varm musik, inspireret af et koldt land. Det er en meget anbefalelsesværdig plade til yndere af nordisk jazz, der trænger til at blive mindet om at det er andet end ECM og Jan Johansson.”

De nominerede til Danish Music Awards Jazz 2017 er:
Årets Danske Jazzudgivelse
  • Benita Haastrup: Going North (Gateway)
  • Jeppe Zeeberg: The Four Seasons (Barefoot Records)
  • Kira Skov og Maria Faust: In the Beginning (Stunt Records)
  • The KutiMangoes: Made in Africa (Tramp Records)
  • Nicolai Munch-Hansen og Peter Laugesen: Det flimrende lys over Brabrand Sø (Stunt Records)
Årets Danske Komponist
  • Benita Haastrup og Jens Skou Olsen for Benita Haastrup: Going North (Gateway)
  • Emil De Waal, Niclas Knudsen, Jens Berents Christiansen, Mikael Elkjær for Kalaha: Masala (Rump Recordings)
  • Kira Skov og Maria Faust for Kira Skov og Maria Faust: In the Beginning (Stunt Records)
  • Nicolai Munch-Hansen for Nicolai Munch-Hansen og Peter Laugesen: Det flimrende lys over Brabrand Sø (Stunt Records)
  • Jasper Høiby, Anton Eger og Ivo Neame for Phronesis, Julian Argüelles, Frankfurt Big Band: The Behemoth (Edition Records)
Årets Danske Særudgivelse
  • Jeppe Zeeberg: The Four Seasons (Barefoot Records)
  • Kalaha: Masala (Rump Recordings)
  • The KutiMangoes: Made in Africa (Tramp Records)
  • Nicolai Munch-Hansen og Peter Laugesen: Det flimrende lys over Brabrand Sø (Stunt Records)
  • Shitney: Earth Core (ILK)
Årets Danske Vokaljazzudgivelse
  • Birgitte Soojin og Per Møllehøj: Pergitte (HighLow Records)
  • Emil de Waal + Old News: Gamle Nyheder (EDW/DME)
  • Kira Skov og Maria Faust: In the Beginning (Stunt Records)
  • Live Foyn Friis: With Aarhus Jazz Orchestra (DME)
  • Nicolai Munch-Hansen og Peter Laugesen: Det flimrende lys over Brabrand Sø (Stunt Records)
Årets Nye Danske Jazznavn
  • Jacob Artved: Wax Up (Unity Records)
  • Sonja LaBianca: About Rooms/Room to be/Rooms (Eget Værelse)
  • Zier Romme Larsen: Fiol Sessions (Fiol Optik)
Børnejazzprisen
  • En kort, en lang (v. Jesper Bauder og Thomas Boas)
  • Tilbage til fremtiden (v. Rumpistol)
  • Æsken (v. Sidsel Bech Kiilerich, Lasse Bech Kiilerich)

onsdag, oktober 25, 2017

Debre Damo Dining Orchestra: DDDO2 (DDDO) LP/DL/stream

Grønne syrebobler brister i den orange nat. Ekkoet smelter ude på savannen - mens hyænen løber om kap med en vesterbrohipster. Debre Damo Dining Orchestra er tilbage på pladespilleren med en ny LP. Efter den overbevisende debutplade, der kom for et år siden har det københavnske ethiojazz band Debre Damo Dining Orchestra lavet 6 nye sange. Der er skruet en smule ned for krautrock inspirationen og mere op for jazzlummerheden. The Wizard of Woo er med sit slæbende beat og Peder Mertner Vinds 70’er lækre el-piano som skabt til natten der siger farvel.

Det er stadig ethiojazzen der er omdrejningspunktet for bandet, mens krautrocken er med som passager på svamperus. På Sleep of Siloam sender Rasmus Karkov sin altsaxofon ud i en desperadosolo. Poppy Blue er indadvendt i en ætertåge. 

Bandet har arbejdet mere med udtrykket på de enkelte numre, der er mere sofistikerede end det man hørte på debutpladen. Festen er under alle omstændigheder sikret med gruppens anden plade. Den afroinspirerede jazz har aldrig haft det bedre i Danmark, med de forskelligartede bands Addisabababand, The Kutimangoes og Debre Damo Dining Orchestra.

tirsdag, oktober 24, 2017

JH3 Jari Haapalainen Trio: Fusion Nation (Moserobie) LP/CD/DL

Det er ikke kun musikken der har et højt tempo. Det samme har udgivelsesfrekvensen. Det er det tredje album med trioen JH3 jeg anmelder indenfor et år. Trommeslageren Jari Haapalainen har ramt en kunstnerisk åre, hvor buldrende saxtriojazz sprøjter ud som var det afslutningen på en pornofilm.

Han er sammen med Per Texas Johansson på tenorsax og Daniel Bingert på elbas. Det er heftigt og enkelt som i en punktrio. Det er også larmende. I modsætning til de to foregående albums er det dog blevet mindre noisy. Der er også arbejdet med lydens æstetik, der får lov at skifte fra nummer til nummer. Komprimering, forvrængning og andet grimt stads dukker op undervejs. Det giver JH3 et særligt og unikt udtryk, der er tydeligere på Fusion Nation end på de foregående Fusion-albums (der ikke har noget med fusionsjazz traditionel forstand at gøre). Soldiner Kiez er en af pladens mange goodies, hvor man godt kan høre at Haapalainen har stor erfaring fra rocken.

Trænger du til punket garagejazz? Så JH3 et vanvittigt godt bud.

mandag, oktober 23, 2017

Fredrik Kronkvist: Afro Cuban Supreme (Connective) CD

Det er kombinationen af så meget godt, at man bliver bange for at det går galt. Den svenske saxofonist Fredrik Kronkvist tager udgangspunkt i Dizzy Gillespie’s idé om at forene mennesker, musik og rytmer. Han har samlet et internationalt hold af musikere omkring. Landsmændene Martin Sjökvist og Johnny Åman tager sig af henholdsvis klaver og bas. Fra New Orleans kommer trommeslageren Jason Marsalis, som Kronkvist tidligere har lavet plader sammen med. Eliel Lazo på congas kommer fra Cuba og bor i dag i København. Mens sangerinden Mariam Aïda, der medvirker på fire numre har nordafrikanske rødder. Det er heldigvis ikke ualmindeligt med den slags internationale hold i skandinavisk jazz. 

Fredrik Kronkvist er en erfaren herre med 15 albums i eget navn på samvittigheden. Og jeg må rent ud tilstå at Afro Cuban Supreme er en af de rigtigt gode. Pladen kommer på formidal vis omkring den afro cubanske jazzfeeling. Pladen starter ikke det mest indlysende sted, når overskriften hedder afro cuban jazz. Efter en intro spiller de Coltrane’s A Love Supreme - Acknowledgement. Herefter går det over stok og sten blandet op med nogle mellemnumre skrevet af Kronkvist. Der er Juan Tizol’s Caravan, som Ellington gjorde til et af jazzens mesterværker. Mange har været der før. Kronkvist formår særligt i kraft af Eliel Lazo’s himmelske congasspil, at give Caravan nyt liv. Der er en række Gillespie-hits, hvor Manteca og A nIght in Tunesia stråler om kap med fuldmånen over Havana. 

Kronkvist kombinerer den afro cubanske jazz med Coltrane. Både den intellektuelle på Satellite og den spirituelle, som på Acknowledgement, der også lukker albummet. Oven over det hele stråler Kronkvist med et formidabelt saxofonspil på både alt, sopran og tenorsax, suppleret med basklarinet og fløjte. Afro Cuban Supreme er jazz af den svedigste slags. I øvrigt spiller de på Jazzhus Montmartre d. 27. og 28. oktober.

søndag, oktober 22, 2017

Anna Lundqvist Quintet: Mewe (Prophone) CD/DL/stream

Selv om jeg ser mig selv som en forholdsvis fordomsfri jazzblogger. Så bliver jeg til tider udfordret på nogle områder, hvor jeg er lige så fordomsfuld som Martin Henriksen til fredagsbøn i Grimhøjmoskeen. En mental niqab går ned over mine jazzlytterører, når emnet er ordløs jazzvokal. Jeg er ikke pjattet med det. Når der så alligevel dumper en plade ind på anmelderbordet, så tager jeg alligevel et lyt inden den ryger i glemmebunken. "Det er jo ordløs sang", tænker jeg. "Ikke lige min kop te". Nu har jeg alligevel lyttet flere gange til den. Ladet den ligge, for så atter at vende tilbage til den - der begyndte at gå lystlytning i foretagendet. 

Anna Lundqvist har tidligere lavet 4 plader med quartet/quintet. Her har sangen altid været med tekst. Det er altså noget nyt, at Anna Lundqvist træder et lille skridt tilbage fra fronten som sanger og i stedet indgår i kvintetten som instrument. Anna Lundqvist har skrevet al musikken, der bedst kan betegnes som dynamisk og melodiøs nutidig jazz med power. Hun er sammen med nogle formidable musikere, hvor pianisten Fabian Kallerdahl atter imponerer. Saxofonisten Björn Almgren er god sammen med Lundqvists stemme. Så for at vende tilbage til mine fordomme omkring ordløs sang, så dør de inden pladen er slut. Lundqvist finder naturligt sammen med musikerne og bliver ikke et påklistret påhit.

lørdag, oktober 21, 2017

Goran Kajfes Subtropic Arkestra: The Reason Why Vol. 3 (Headspin Recordings) LP/CD/DL/stream

Det er tredje og dermed sidste del i The Reason Why trilogien, som Goran Kajfes Subtropic Arkestra står bag. Det er psykedelisk jazz med noter af world og funk. Subtropic Arkestra består af en række svenske jazzpersonligheder som f.eks. Jonas Kullhammar, Per “Ruskträsk” Johansson og Johan Berthling, mens Per “Texas” Johansson er med som nyeste medlem. Trompetisten Goran Kajfes står igen i spidsen for et musikalsk kollektiv, hvor brune ris og røgelse fornemmes i baggrunden.

Som på de tidligere Subtropic plader, har Kajfes fundet nogle numre frem som de fortolker. Her er Ibakish Tarekigne af den etiopiske keyboardspiller Hailu Mergia, Le Monde avait 5 Ans af den franske electronicapioner Bernard Fevre, Ne Rien Voir Dire Entendre af Orchestre Poly-rythmo de Cotonou og You can count on me af Panda Bear. 

De kommer bredt omkring i en vidtfavnende musikalsk verden, hvor de alligevel får sat deres umiskendelige Subtropic Arkestra aftryk. Goran Kajfes besluttede allerede fra starten, da han lavede etteren, at der kun skulle laves tre albums, da han ikke ville hænge fast i musikalsk udtryk. Respekt for det. Men jeg tror ærligt talt, at tiden vil vise Goran Kajfes at det var en forkert beslutning. Jeg håber at han, når tiden er moden, atter samler et Subtropic Arkestra og laver psykedelisk jazz.

fredag, oktober 20, 2017

Bernt Rosengren Quartet: Songs (PB7) CD/DL/stream

Når det bliver jul, så fylder han 80 år. Den svenske tenorsaxofonist Bernt Rosengren, som ofte har spillet i Danmark, er atter aktuel med et album med den kvartet som han har spillet med i 15 år. Han er såmænd så glad for det danske, at han har fået Thorbjørn Sjøgren til at skrive pladens linernotes. Endnu en gang har kvartetten valgt at indspille 13 numre fra jazzens skattekiste. Numre som de ikke har øvet sammen, men alle har valgt at præsentere i first takes. 

Der er numre der ligger øverst i skattekisten og skinner allermest. Indiana der blev indspillet for første gang for 100 år siden af Original Dixieland Jazzband over Miles Davis’ Solar til Styne/Cahn’s The Things We Did last summer. Der er mindre kendte sager som Perry Como’s If I’m Lucky fra 1946 og Horace Parlan's Love & Peace, Parlan som Rosengren spillede sammen med i Doug Raney’s Quintet i firserne.

Når man har været aktiv siden slutningen af 50’erne og har spillet mange af jazzens stilarter, så er det iimponerede at man kan udtrykke sig så klart og tydeligt som Rosengren. Der er ikke masse overflødig fyld. Rosengren er nestoren der ved hvad han skal sige. De tre musikere, Stefan Gustafsson på piano, Hans Backenroth på bas og Bengt Stark på trommer ved hvordan man bakker en klassesaxofonist som Bernt Rosengren op. Det er afslappet og virtuos standardjazz uden lige her i Norden.

torsdag, oktober 19, 2017

Carsten Lindholm: Indispiration (Jazznarts) CD/DL/stream

Han er et forholdsvist ubeskrevet blad med et enkelt fuldlængde album og en EP på samvittigheden. Der er heller ikke nogle sideman meritter jeg kan henvise til. Trommeslageren Carsten Lindholm har udgivet sit andet album på det tyske pladeselskab Jazznarts. Musikken kan bedst beskrives som semiakustisk nu jazz med et strejf af Indien. Hvor Lindholms første album Tribute havde en tendens til at lyde som noget der skulle være udgivet 10 år tidligere, så forholder det sig helt anderledes med Indispiration. Han er landet i nutiden. 

Eneste gennemgående musiker på pladen er Lindholm på trommer, Rhodes og kalimba. Han har benyttet sig af intet mindre end 5 forskellige trompetister, der hver medvirker på 2 numre. Det går lige fra internationalt kendte trompetister som franske Erik Truffaz og engelske Pete Judge fra Get The Blessing til tyske Thomas Siffling og norske Gunnar Halle, hvor danske Rasmus Bøgelund er det mindre kendte navn. 

Pianisten John Beasley, vibrafonisten Christopher Dell og bassisten Reggie Washington er andre notabiliteter. Men kan de noget ud over at være kendte? Og formår Lindholm at bruge det? F.eks. medvirker Dell og Washington begge på nummeret J.G. Det lyder godt og vellykket med triosamspillet mellem Washingtons elbas og Dells vibrafon, hvor Lindholms viltre trommespil passer godt ind. Bassisten Klavs Hovman er med på hele 6 numre, hvor f.eks. Luther har et fedt groovy basspil. Igen tager Lindholm stikket hjem med et flagrende trommespil, der hænger godt sammen med pianoindsatsen fra den for mig ukendte Mathias Grove Madsen. Henrik Andersen medvirker på 6 numre på sitar og tampura og er med til at sikre den indiske stemning, prøv f.eks. at lytte til Indian Summer.

Indispiration er en jazzplade som ingen anden jeg har hørt fra Danmark i flere år. Er du til semiakustisk fusionsjazz med en snert af nu jazz, er der ingen vej uden om. Den er en særdeles anbefalelsesværdig.

onsdag, oktober 18, 2017

Peter Marott & Swinghouse Orchestra (Gateway) CD/DL/stream

Den gang Lennart Ginman var kunstnerisk leder på Copenhagen Jazzhouse lavede han nogle forskellige klubber i klubben. Her var en af de mest populære swingklubben, hvor swingpjattere kunne vride hofterne til lyden af hot jazz. Her var Swinghouse Orchestra husorkester. Syv år efter at de stod på en scene for første gang, så kommer der endelig en plade med dem. Det er ikke kun fordi, at trompetisten og sangeren Peter Marott har samlet et usædvanligt velklingende, charmerende og lækkert orkester omkring sig, at det er fedt. Jan Harbeck på tenorsax, Mads Hyhne på trombone, Mads Søndergaard på piano, Lennart Ginman på bas og Morten Ærø på trommer spiller jazz fra en tid, hvor Kanye West’s bedstemor dårligt nok var født. 

Det er swingjazz der serveres med elegance, charme og klasse. Udvalget af numre på pladen er et eksklusivt udvalg af kendte og knapt så slidte swingnumre som Down in Honky Tonk Town og Deed I do. Blandt de mere kuriøse indslag på pladen er Jacob Gades Tango Jalousie og H.C. Lumbye’s Champagne Galop. Og de lyder også godt! Pladen er en god præsentation af et orkester, der bør blive et hitorkester på jazzscenerne i det ganske land. 

tirsdag, oktober 17, 2017

Björn Meyer: Provenance (ECM) LP/CD/DL

Den svenske bassist Björn Meyer var i ti år medlem af den schweiziske gruppe Nik Bärtsch's Ronin. Med et meget markant og fremtrædende basspil, var han med til at forme Ronin's lyd. Han har også samarbejdet med den tunesiske oud-spiller Anouar Brahem, den persiske harpist og sanger Asita Hamidi og den svenske nyckelharpespiller Johan Hedin. Både Bärtsch og Brahem er ECM-kunstnere, hvilket sikkert har været med til at bane vejen for Meyer.

Han er den første der udgiver en soloplade med 6 strenget el-bas på ECM Records. Instrumentet lyder meget hen ad en guitar og alligevel er der bassens klang, der farver lyden. Det er nærliggende at nævne at nævne landsmanden Jonas Hellborg, der var en jazzbassens svar på Hendrix. Her har Meyer en anden ro og er mere farvet af worldmusikken. Mange af pladens numre er nærmest meditative og klangfladelignende. Enkelte undtagelser som den mere voldsomme Squizzle er med til at give pladen kant og karisma.

mandag, oktober 16, 2017

Son Ash: Easy Listening for The Hearing Impaired (År & Dag) LP/DL/stream

Det er første udgivelse fra den nye sammenslutning År og Dag, som Michael Mørkholt, Anders Lauge Meldgaard, Mads Forsbye og Andreas Pallisgaard står bag. Sammenslutningen vil søge mod, at udvide rummet omkring albumformatet og skabe udveksling og dialog om musikkens metodik, dens potentialer og dens forbindelseslinjer indadtil og udadtil. Det er Pallisgaard der er Son Ash. Han har tidligere udsendt tre albums med bandet Pinkunozio og produceret albums med Selvhenter, Nils Gröndahl, August Rosenbaum, Lars Greve, Frisk Frugt etc. 
På albummet Easy listening for the hearing impaired bruger han udelukkende synthesizers, sequencere og spolebåndoptager. Han eksperimenterer med klange, lyde, rytmer og former. Musikken eller lydene virker som et åbent laboratorium. Vi kommer med helt ind i molekylerne, hvor klangfladernes stråler skinner som et evigt solskin. Det er der hvor det elementære og enkle vokser op og giver en sitrende og berusende følelse. Det er musik og lyde der er i al sin enkelhed fremstår som no nonsense minimalisme, som på numrene SIngular og Night Twain. Andre gange stikker det helt af og er out of space.

Der er paralleller til flere af den danske elektroniske musiks gudfædre og kvinder. Her tænker jeg specielt på Gunnar Møller Pedersen, der pt. er aktuel i forbindelse med genudgivelsen af albummet Stoned fra 1974. Det er ikke svært at holde af Son Ash og den nutidige behandling af old school instrumenterne, hvis man har et blødt punkt for synthesizere.

søndag, oktober 15, 2017

Karl Henrik Ousbäck: Somewhere and Somewhen (Nightingale Records) LP/CD

Det her er no shit jazz, der vælter ud over den jazzsultne lytter. Første nummer, Restaurang Wollmar blæser døren ind og jazzen indtager din krop og sjæl. Den unge svenske trommeslager Karl Henrik Ousbäcks debutplade Somewhere and somewhen er lavet sammen med Ludvig Berghe på piano og Niklas Fernqvist på bas. Desuden medvirker tenorsaxofonisten Jonas Kullhammar på tre numre og altsaxofonisten Håkan Broström medvirker også på tre numre. De er begge med åbningsnummeret.

Somewhere and somewhen er en trommeslagerplade, hvor Ousbäck serverer den ene trommelækkerbisken efter den anden. Han har skrevet all pladens 7 numre. Stilistisk er vi hjemme i den klassiske jazz, ca. postbebop. Pladen præsenterer på god vis en trommeslager med et stort jazzhjerte og masser af overskud.

lørdag, oktober 14, 2017

Eliot Cardinaux, Thomas Morgan & Kresten Osgood: Odysseus Alone (Insulajazz) bånd

Musikken er optaget I Brooklyn I 2014, hvor Kresten Osgood sammen med den amerikanske pianist og digter Eliot Cardinaux og bassisten Thomas Morgan indspillede 6 numre, hvoraf to er duo mellem Osgood og Cardinaux. Det hele er udgivet på bånd. På trods af at det er indspillet i et rigtigt studio, hvor hjemmesiden fortæller at der er et Steinway Piano, så er det lydmæssige indtryk rendyrket lo-fi. Lyden af klaveret bølger så meget, at jeg først troede at der var noget galt med min kassettebåndoptager. Det er der ikke.

Det er som udgangspunkt stille triojazz, hvor Morgans bas med få toner siger mere end det man hører. Osgood er klædeligt tilbagetrukket i det meste af musikken, der er med flydende puls og time. Båndet afsluttes smukt med digtet der også er trykt på coveret. Det er enkelt, smalt og med fremtidig kultpotentiale.

fredag, oktober 13, 2017

Anders Koppel: Past Present Future (Cowbell) 3LP+EPsingle

For kort tid siden indspillede Anders Koppel sammen med sønnen og saxofonisten Benjamin Koppel og den svenske trommeslager Peter Nillson LP’en Future. Det gjorde de på det danske pladepresseri Nordsø Records, hvor Benjamin Koppel i øvrigt også var den første kunstner, som Nordsø Records lavede vinyler med da de åbnede sidste år. 

Pladen indgår i tripleboxsettet Past Present Future og er en særlig treat for jazzlyttere med hang til Hammond og saxofon. For det første har trioen udnyttet, at Nordsø ikke har en koncertsal, men snarere et lydmæssigt knastørt rum, hvor saxofonen lyder som om den spilles hjemme i din stue. Jeg falder fuldstændigt for den gimmick. I stedet for at “producere” lyden, står den rent og dokumentaristisk. Hvor vi som lyttere bydes indenfor i det Koppelske univers. Det er mesterligt. Det er Anders Koppels klassiske hammondorgel lyd, der møder en Benjamin Koppel, der spiller en skøn altsax med ro og overskud. At de har indkaldt Peter Nilsson som rytmekeeper er sikkert og godt valg.

Den monumentale og meget smagfuldt udførte boks er udgivet i forbindelse med, at Anders Koppel fyldte 70 år i sommers. Fortid, nutid og fremtid mødes på de tre LP’er og den ene EP der findes i boksen. Vi kommer dog ikke helt tilbage til de første år, ud over et par undtagelser. 

Musikken på den første LP er fra forestillinger lavet til Nyt Danske Danseteater i årene 1986-1997. Her medvirker både konen Ulla Koppel og datteren Marie Carmen Koppel på enkelte numre. Meget af musikken er tidligere udgivet på CD. 

Det samme gør sig også også gældende for LP nr. 2. Hvor den første LP ikke bliver slidt af min pick up, så forholder det sig helt anderledes med LP nr. 2. Her præsenteres vi for en række high lights fra Anders Koppels udgivelser på Cowbell Records. Der har også sneget sig et par gamle numre med. Gaderne fra 1977-albummet Aftenlandet og Regnbuefuglen er med Peter Bastian, Jens Rugsted og Mehmet Ozan. Den korte Baby Encore med Bazaar fra 1983-albummet Nimbus er den anden af undtagelserne der peger tilbage på Anders Koppels fortid med særligt Bazaar og til dels Savage Rose. 

Der er også Anders Koppel sammen med Kenny Werner som det er hørt på flere plader. Her er duoen All the best fra 2012-albummet Breaking Borders #1 værd at fremhæve. Sønnike stikker selvfølgelig saxen frem adskillige gange, da Anders og Benjamin ofte har samarbejdet i de senere år. Her er f.eks. The Hot Spot en lækker popperle, mens Knock on wood (skrevet af Benjamin) og Puerto Rican Rumble er to skønne finurligheder. I øvrigt lukkes LP’en ned med 5 salmer skrevet af Anders’ far, Herman D. Koppel.

Den sidste plade er en EP med Benjamin Koppel på sang fra 1981-1983. Farmand styrer musikken og lukker på elskelig vis drengen ind i musikken og lader ham fylde. Det er både rørende og sigende om Anders’ tilgang til musikken, hvor han uselvisk giver plads til de andre musikere, samtidig med at han stadig lyder som Anders Koppel.

Der er kun en ting der taler mod denne boks. Den er dyr og det er der en grund til. Det er selvfølgelig fordi der ikke er sparet på noget rent udstyrsmæssigt. Det håndværksmæssige omkring boksen er forbilledligt udført af Christina Carlsen og Eks-Skolens Trykkeri. Musikken på LP’erne Present og Future får mit hjerte til at smelte. De hører næsten hjemme i kategorien must-have.
Bonusinfo:
Musikken fra Future findes også på CD udgivelsen Koppel & Søn: Unanswered Question. Boksen er lavet i få eksemplarer på hvid vinyl

torsdag, oktober 12, 2017

Stefano Battaglia: Pelagos (ECM) 2CD/DL

Det er ikke nævnt med et ord i pressematerialet. Jeg kan dog ikke lade være med at lægge mærke til ordene. Lampedusa, Exilium og Migration Mantra. Albummet hedder Pelagos, der betyder åbent hav på græsk. Det er den italienske pianist Stefano Battaglia der på sit 7. album for ECM records og det første soloklaveralbum sætter fokus på folkevandring eller migration, som det også hedder. I tiden op til indspilningen havde han brugt nogle dage i kloster, hvor han havde mediteret over meningen med migration.

Battaglia har både Keith Jarrett og Paul Bley som musikalske forbilleder. Det har eksempelvis danske Carsten Dahl også. De er ikke ens. Battaglia har en mere klassisk skoling med i bagagen. Battaglia bruger også, som Dahl, et præpareret flygel på flere numre. Manfred Eicher har skåret 5½ timers musik ned til 2½ times musik. Det er indspillet i Fazioli Concert Hall i Sacile i Italien med og uden publikum. Det er meget vellykket soloklaveralbum.