torsdag, marts 16, 2017

Duke Ellington: An intimate Piano Session (Storyville Records)

Danske Storyville Records har gennem mange år positioneret sig, som et af de vigtigste pladeselskaber i deres genudgivelser af Duke Ellington indspilninger. Den aktuelle udgivelse er ingen undtagelse. Her er Duke Ellington gået i studiet i 1972, efter et engagement i New York på The Rainbow Grill sammen med en mindre gruppe. Ellington har taget to sangere med i studiet, ellers er det bare Duke og et klaver det handler om. Duke Ellington vælger at spille forskellige spændende sager fra karrieren, hvor de to takes af Strayhorn The Lotus Blosson og de to takes af Elllingtons egen Le sucrier velours er nogle af perlerne.

Jeg er særlig begejstret for de to numre, hvor sangerinden Anita Moore medvirker. Hun er kun i starten af tyverne på det tidspunkt og var lige begyndt at synge med Ellington. Hun har en autentisk og indlevende stemme, der er mørk og lidt rusten i kanten. Mens den mandlige sanger Tony Watkins hører til den mere kedelige side.

Pladen lukkes ned med 4 numre fra en koncert i Rotterdam, hvor de skulle spille to koncerter samme aften. Her får vi ekstranumrene fra det første show, hvor der kun er fire musikere tilbage på scenen. Duke, Wild Bill Davis på orgel, Victor Gaskin på bas og Rufus Jones på trommer spiller på livet løs, mens publikum til koncert nr. 2 venter på, at blive lukket ind. Det er en fest og en fortsættelse til pladen Rotterdam 1969, som Storyville udgav sidste år.

Ingen kommentarer: