onsdag, januar 24, 2018

Kjetil Jerve/Tim Thornton/Anders Thorén: Circumstances (AMP Music) CD/DL/stream

Ny norsk triojazz er en af mine store favoritnicher indenfor jazzen. Her mener jeg trio som i klaver, bas og trommer. Espen Eriksen Trio er min helt store favorit. Ellers er det også værd at nævne Moskus, Kjetil Mulelid Trio og In The Country. Nu er der atter poppet et navn op, som er værd at holde øje med. Pianisten Kjetil Jerve, som jeg for lidt over et år siden roste i forbindelse med albummet New York Improvisations, hvor saxofonisten Jimmy Halperin bl.a. medvirkede. Jerve er yderst aktiv på den norske jazzscene. I løbet af det sidste år har han medvirket på yderligere tre plader, som jeg har anmeldt på bloggen. 

Kjetil Jerve laver ikke fjeldjazz. Han er i det hele taget meget lidt inspireret af det nordiske. I stedet er han tydeligt inspireret af amerikansk jazz, som jeg også konstaterede i forbindelse med New York Improvisations. Han har sammen med den engelske bassist Tim Thornton og den svenske trommeslager Anders Thoren lavet et lyrisk og lækkert vellydende jazzalbum. De spiller bl.a. Bill Evans' Time Remembered og Cole Porters Everything I love. Pladen blev lavet sidste år, ved en 2½ time lang session i Rainbow studiet i Oslo. Det er nok også derfor at trioen har fået lyst til at spille 54 Duncan Terrace, en komposition af Allen Holdsworth, der døde et halvt år før indspilningen. Albummet Circumstances er omstændigheder, hvor mulighederne for at skabe god triojazz gribes. 

Ingen kommentarer: